Job 9
1 Job progovori i reče:
Så tog Job til Orde og svarede:
2 “Zaista, dobro ja znadem da je tako: kako da pred Bogom čovjek ima pravo?
"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
3 Ako bi se tkogod htio prÓeti s njime, odvratio mu ne bi ni jednom od tisuću.
Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!
4 Srcem on je mudar, a snagom svesilan, i tko bi se njemu nekažnjeno opro?
Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
5 On brda premješta, a ona to ne znaju, u jarosti svojoj on ih preokreće.
Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
6 Pokreće on zemlju sa njezina mjesta, iz temelja njene potresa stupove.
ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;
7 Kad zaprijeti suncu, ono se ne rađa, on pečatom svojim i zvijezde pečati.
han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
8 Jedini on je nebesa razapeo i pučinom morskom samo on hodao.
han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
9 Stvorio je Medvjede i Oriona, Vlašiće i zvijezđa na južnome nebu.
han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
10 Tvorac on je djela silnih, nepojmljivih čudesa koja se izbrojit' ne mogu.
han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
11 Ide pored mene, a ja ga ne vidim; evo, on prolazi - ja ga ne opažam.
Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
12 Ugrabi li što, tko će mu to priječit, i tko ga pitat smije: 'Što si učinio?'
røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"
13 Bog silni srdžbu svoju ne opoziva: pred njim poniču saveznici Rahaba.
Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
14 Pa kako onda da njemu odgovorim, koju riječ da protiv njega izaberem?
hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
15 I da sam u pravu, odvratio ne bih, u suca svojega milost bih molio.
Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!
16 A kad bi se na zov moj i odazvao, vjerovao ne bih da on glas moj sluša.
Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
17 Jer, za dlaku jednu on mene satire, bez razloga moje rane umnožava.
han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,
18 Ni časa jednoga predahnut' mi ne da, nego mene svakom gorčinom napaja!
ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.
19 Ako je na snagu - tÓa on je najjači! Ako je na pravdu - tko će njega na sud?
Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
20 Da sam i prav, usta bi me osudila, da sam i nevin, zlim bi me proglasila.
Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
21 A jesam li nevin? Ni sam ne znam više, moj je život meni sasvim omrzao!
Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
22 Jer, to je svejedno; i zato ja kažem: nevina i grešnika on dokončava.
Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
23 I bič smrtni kad bi odjednom ubijo ... ali on se ruga nevolji nevinih.
Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;
24 U zemlji predanoj u šake zlikovaca, on oči sucima njezinim zastire. Ako on to nije, tko je drugi onda?
Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
25 Od skoroteče su brži moji dani, bježe daleko, nigdje dobra ne videć.'
Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,
26 K'o čamci od rogoza hitro promiču, k'o orao na plijen kada se zaleti.
gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.
27 Kažem li: zaboravit ću jadikovku, razvedrit ću lice i veseo biti,
Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"
28 od mojih me muka groza obuzima, jer znadem da me ti ne držiš nevinim.
må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
29 Ako li sam grešan, tÓa čemu onda da zalud mučim sebe.
Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
30 Kad bih i sniježnicom sebe ja isprao, kad bih i lugom ruke svoje umio,
Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
31 u veću bi me nečist opet gurnuo, i moje bi me se gnušale haljine!
du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.
32 Nije čovjek k'o ja da se s njime pravdam i na sud da idem s njim se parničiti.
Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;
33 Niti kakva suca ima među nama da ruke svoje stavi na nas dvojicu,
vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!
34 da šibu njegovu od mene odmakne, da užas njegov mene više ne plaši!
Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
35 Govorit ću ipak bez ikakva straha, jer ja nisam takav u svojim očima!
da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
