Job 9
1 Job progovori i reče:
Men Job svarede og sagde:
2 “Zaista, dobro ja znadem da je tako: kako da pred Bogom čovjek ima pravo?
Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
3 Ako bi se tkogod htio prÓeti s njime, odvratio mu ne bi ni jednom od tisuću.
Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
4 Srcem on je mudar, a snagom svesilan, i tko bi se njemu nekažnjeno opro?
Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
5 On brda premješta, a ona to ne znaju, u jarosti svojoj on ih preokreće.
han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
6 Pokreće on zemlju sa njezina mjesta, iz temelja njene potresa stupove.
han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
7 Kad zaprijeti suncu, ono se ne rađa, on pečatom svojim i zvijezde pečati.
han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
8 Jedini on je nebesa razapeo i pučinom morskom samo on hodao.
han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
9 Stvorio je Medvjede i Oriona, Vlašiće i zvijezđa na južnome nebu.
han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
10 Tvorac on je djela silnih, nepojmljivih čudesa koja se izbrojit' ne mogu.
han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
11 Ide pored mene, a ja ga ne vidim; evo, on prolazi - ja ga ne opažam.
Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
12 Ugrabi li što, tko će mu to priječit, i tko ga pitat smije: 'Što si učinio?'
Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
13 Bog silni srdžbu svoju ne opoziva: pred njim poniču saveznici Rahaba.
Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
14 Pa kako onda da njemu odgovorim, koju riječ da protiv njega izaberem?
Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
15 I da sam u pravu, odvratio ne bih, u suca svojega milost bih molio.
Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
16 A kad bi se na zov moj i odazvao, vjerovao ne bih da on glas moj sluša.
Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
17 Jer, za dlaku jednu on mene satire, bez razloga moje rane umnožava.
Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
18 Ni časa jednoga predahnut' mi ne da, nego mene svakom gorčinom napaja!
Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
19 Ako je na snagu - tÓa on je najjači! Ako je na pravdu - tko će njega na sud?
Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!” og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?”
20 Da sam i prav, usta bi me osudila, da sam i nevin, zlim bi me proglasila.
Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
21 A jesam li nevin? Ni sam ne znam više, moj je život meni sasvim omrzao!
Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
22 Jer, to je svejedno; i zato ja kažem: nevina i grešnika on dokončava.
Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
23 I bič smrtni kad bi odjednom ubijo ... ali on se ruga nevolji nevinih.
Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
24 U zemlji predanoj u šake zlikovaca, on oči sucima njezinim zastire. Ako on to nije, tko je drugi onda?
Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
25 Od skoroteče su brži moji dani, bježe daleko, nigdje dobra ne videć.'
Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
26 K'o čamci od rogoza hitro promiču, k'o orao na plijen kada se zaleti.
De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
27 Kažem li: zaboravit ću jadikovku, razvedrit ću lice i veseo biti,
Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
28 od mojih me muka groza obuzima, jer znadem da me ti ne držiš nevinim.
da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
29 Ako li sam grešan, tÓa čemu onda da zalud mučim sebe.
Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
30 Kad bih i sniježnicom sebe ja isprao, kad bih i lugom ruke svoje umio,
Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
31 u veću bi me nečist opet gurnuo, i moje bi me se gnušale haljine!
da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
32 Nije čovjek k'o ja da se s njime pravdam i na sud da idem s njim se parničiti.
Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
33 Niti kakva suca ima među nama da ruke svoje stavi na nas dvojicu,
Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
34 da šibu njegovu od mene odmakne, da užas njegov mene više ne plaši!
Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 Govorit ću ipak bez ikakva straha, jer ja nisam takav u svojim očima!
Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
