Job 7
1 Nije l' vojska život čovjekov na zemlji? Ne provodi l' dane poput najamnika?
Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
2 Kao što trudan rob za hladom žudi, poput nadničara štono plaću čeka,
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
3 mjeseci jada tako me zapadoše i noći su mučne meni dosuđene.
så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 Liježuć' mislim svagda: 'Kada ću ustati?' A dižuć se: 'Kada večer dočekati!' I tako se kinjim sve dok se ne smrkne.
Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 PÓut moju crvi i blato odjenuše, koža na meni puca i raščinja se.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 Dani moji brže od čunka prođoše, promakoše hitro bez ikakve nade.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
7 Spomeni se: život moj je samo lahor i oči mi neće više vidjet' sreće!
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
8 Prijateljsko oko neće me gledati; pogled svoj u mene upro si te sahnem.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 Domu svome natrag ne vraća se nikad, njegovo ga mjesto više ne poznaje.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
11 Ustima ja svojim stoga branit' neću, u tjeskobi duha govorit ću sada, u gorčini duše ja ću zajecati.
Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 Zar sam more ili neman morska, pa si stražu nada mnom stavio?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 Kažem li: 'Na logu ću se smirit', ležaj će mi olakšati muke',
Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 snovima me prestravljuješ tada, prepadaš me viđenjima mučnim.
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 Kamo sreće da mi se zadavit'! Smrt mi je od patnja mojih draža.
så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
16 Ja ginem i vječno živjet neću; pusti me, tek dah su dani moji!
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 Što je čovjek da ga toliko ti cijeniš, da je srcu tvojem tako prirastao
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 i svakoga jutra da njega pohodiš i svakoga trena da ga iskušavaš?
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 Kada ćeš svoj pogled skinuti sa mene i dati mi barem pljuvačku progutat'?
Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 Ako sam zgriješio, što učinih tebi, o ti koji pomno nadzireš čovjeka? Zašto si k'o metu mene ti uzeo, zbog čega sam tebi na teret postao?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 Zar prijestupa moga ne možeš podnijeti i ne možeš prijeći preko krivnje moje? Jer, malo će proći i u prah ću leći, ti ćeš me tražiti, al' me biti neće.”
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
