Job 7
1 Nije l' vojska život čovjekov na zemlji? Ne provodi l' dane poput najamnika?
Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
2 Kao što trudan rob za hladom žudi, poput nadničara štono plaću čeka,
Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
3 mjeseci jada tako me zapadoše i noći su mučne meni dosuđene.
saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
4 Liježuć' mislim svagda: 'Kada ću ustati?' A dižuć se: 'Kada večer dočekati!' I tako se kinjim sve dok se ne smrkne.
Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
5 PÓut moju crvi i blato odjenuše, koža na meni puca i raščinja se.
Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
6 Dani moji brže od čunka prođoše, promakoše hitro bez ikakve nade.
Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
7 Spomeni se: život moj je samo lahor i oči mi neće više vidjet' sreće!
Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
8 Prijateljsko oko neće me gledati; pogled svoj u mene upro si te sahnem.
Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
10 Domu svome natrag ne vraća se nikad, njegovo ga mjesto više ne poznaje.
Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
11 Ustima ja svojim stoga branit' neću, u tjeskobi duha govorit ću sada, u gorčini duše ja ću zajecati.
Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
12 Zar sam more ili neman morska, pa si stražu nada mnom stavio?
Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
13 Kažem li: 'Na logu ću se smirit', ležaj će mi olakšati muke',
Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
14 snovima me prestravljuješ tada, prepadaš me viđenjima mučnim.
da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
15 Kamo sreće da mi se zadavit'! Smrt mi je od patnja mojih draža.
saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
16 Ja ginem i vječno živjet neću; pusti me, tek dah su dani moji!
Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
17 Što je čovjek da ga toliko ti cijeniš, da je srcu tvojem tako prirastao
Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
18 i svakoga jutra da njega pohodiš i svakoga trena da ga iskušavaš?
og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
19 Kada ćeš svoj pogled skinuti sa mene i dati mi barem pljuvačku progutat'?
Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
20 Ako sam zgriješio, što učinih tebi, o ti koji pomno nadzireš čovjeka? Zašto si k'o metu mene ti uzeo, zbog čega sam tebi na teret postao?
Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
21 Zar prijestupa moga ne možeš podnijeti i ne možeš prijeći preko krivnje moje? Jer, malo će proći i u prah ću leći, ti ćeš me tražiti, al' me biti neće.”
Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
