< Job 6 >

1 A Job progovori i reče:
Saa tog Job til Orde og svarede:
2 “O, kad bi se jad moj izmjeriti mog'o, a nevolje moje stavit' na tezulju!
Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!
3 Teže one jesu od sveg pijeska morskog, i stoga mi riječi zastraniti znaju.
Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!
4 Strijele Svesilnoga u mojem su mesu, ljuti otrov njihov ispija mi dušu, Božje se strahote oborile na me.
Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Aand inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.
5 TÓa, kraj svježe trave njače li magarac, muče li goveče kraj punih jasala?
Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?
6 Zar hranu bljutavu jedemo bez soli? Zar kakove slasti ima u bjelancu?
Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?
7 Al' ono što mi se gadilo dotaći, to mi je sada sva hrana u bolesti.
Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.
8 O, da bi se molba moja uslišala, da mi Bog ispuni ono čem se nadam!
Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg haaber;
9 O, kada bi me Bog uništiti htio, kada bi mahnuo rukom da me satre!
vilde Gud dog knuse mig, række Haanden ud og skære mig fra,
10 Za mene bi prava utjeha to bila, klicati bih mog'o u mukama teškim što se ne protivljah odluci Svetoga.
saa vilde det være min Trøst — jeg hopped af Glæde trods skaanselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.
11 Zar snage imam da mogu čekati? Radi kakve svrhe da ja duže živim?
Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være taalmodig?
12 Zar je snaga moja k'o snaga kamena, zar je tijelo moje od mjedi liveno?
Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?
13 Na što se u sebi osloniti mogu? Zar mi svaka pomoć nije uskraćena?
Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.
14 Tko odbija milost bližnjemu svojemu, prezreo je strah od Boga Svesilnoga.
Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.
15 Kao potok me iznevjeriše braća, kao bujice zimske svoje korito.
Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,
16 Od leda mutne vode im se nadimlju, 'bujaju od snijega što se topit' stao;
de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,
17 al u doba sušno naskoro presahnu, od žege ishlape tada iz korita.
men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;
18 Karavane zbog njih skreću sa putova, u pustinju zađu i u njoj se gube.
Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og gaar til Grunde;
19 Karavane temske očima ih traže, putnici iz Šebe nadaju se njima.
Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog haaber paa dem,
20 A kad do njih dođu, nađu se u čudu, jer su se u nadi svojoj prevarili.
men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!
21 U ovom ste času i vi meni takvi: vidjeste strahotu pa se preplašiste.
Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen saa I og grebes af Skræk!
22 Rekoh li vam možda: 'Darujte mi štogod, poklonite nešto od svojega blaga;
Har jeg mon sagt: »Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,
23 iz šake dušmanske izbavite mene, oslobodite me silnikova jarma?'
red mig af Fjendens Haand, køb mig fri fra Voldsmænds Haand!«
24 Vi me poučite, pa ću ušutjeti, u čem je moj prijestup, pokažite meni.
Lær mig, saa vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!
25 O, kako su snažne besjede iskrene! Al' kamo to vaši smjeraju prijekori?
Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?
26 Mislite li možda prekoriti riječi? TÓa u vjetar ide govor očajnikov!
Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!
27 Nad sirotom kocku zar biste bacali i sa prijateljem trgovali svojim?
Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.
28 U oči me sada dobro pogledajte, paz'te neću li vam slagati u lice.
Men vilde I nu dog se paa mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?
29 Povucite riječ! Kakve li nepravde! Povucite riječ, neporočan ja sam!
Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!
30 Zar pakosti ima na usnama mojim? Zar nesreću svaku okusio nisam?
Er der Uret paa min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?

< Job 6 >