Job 4
1 Tad prozbori Elifaz Temanac i reče:
Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
2 “Možeš li podnijeti da ti progovorim? Ali tko se može uzdržat' od riječi!
Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
3 Eto, mnoge ljude ti si poučio, okrijepio si iznemogle mišice;
Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
4 riječju svojom klonule si pridizao, ojačavao si koljena klecava.
dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
5 A kad tebe stiže, klonuo si duhom, na tebe kad pade, čitav si se smeo!
men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
6 Zar pobožnost tvoja nadu ti ne daje, neporočnost tvoja životu ufanje?
Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
7 TÓa sjeti se: nevin - propade li kada? Kada su zatrti bili pravednici?
Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
8 Iz iskustva zborim: nesrećom tko ore i nevolju sije, nju će i požeti.
Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
9 Od daha Božjega oni pogibaju, na gnjevni mu disaj nestaju sa zemlje.
De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
10 Rika lavlja, urlik leopardov krše se k'o zubi u lavića.
Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
11 Lav ugiba jer mu nesta plijena, rasuli se mladi lavičini.
Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
12 Tajna riječ se meni objavila, šapat njen je uho moje čulo.
Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
13 Noću, kada snovi duh obuzmu i san dubok kad na ljude pada,
i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
14 strah i trepet mene su svladali, kosti moje žestoko se stresle.
da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
15 Dah mi neki preko lica prođe, digoše se dlake na mom tijelu.
og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
16 Stajao je netko - lica mu ne poznah - ali likom bješe pred očima mojim. Posvuda tišina; uto začuh šapat:
den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
17 'Zar je smrtnik koji pred Bogom pravedan? Zar je čovjek čist pred svojim Stvoriteljem?
Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
18 Ni slugama svojim više ne vjeruje, i anđele svoje za grijeh okrivljuje -
Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
19 kako ne bi onda goste stanova glinenih kojima je temelj u prahu zemaljskom. Gle, kao moljce njih sveudilj satiru:
endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
20 od jutra do mraka u prah pretvore, nestaju zasvagda - nitko i ne vidi.
fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
21 Iščupan je kolčić njihova šatora, pogibaju skoro, mudrost ne spoznavši.'
Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
