Job 39
1 Znaš li kako se legu divokoze? Vidje li kako se mlade košute?
Kjenner du tiden når stengjetene føder, og gir du akt på hindenes veer?
2 Izbroji li koliko nose mjeseci, znaš li u koje doba se omlade?
Teller du månedene til de skal bære, og vet du tiden når de føder?
3 Sagnuvši se, polegu lanad svoju i breme usred pustinje odlažu,
De bøier sig, føder sine unger og blir fri for sine smerter.
4 a kad im porod ojača, poraste, ostave ga i ne vraćaju mu se.
Deres unger blir kraftige og vokser op ute på marken; de løper bort og kommer ikke tilbake til dem.
5 Tko dade divljem magarcu slobodu i tko to oglav skinu njemu s glave?
Hvem har gitt villeslet dets frihet, hvem løste dets bånd,
6 U zavičaj mu dadoh ja pustinju i polja slana da ondje živuje.
det som jeg gav ørkenen til hus og saltmoen til bolig?
7 Buci gradova on se podruguje i ne sluša goničevih povika.
Det ler av byens ståk og styr; driverens skjenn slipper det å høre.
8 Luta brdima, svojim pašnjacima, u potrazi za zeleni svakakvom.
Hvad det leter op på fjellene, er dets beite, og det søker efter hvert grønt strå.
9 Možeš li slugom učinit' bivola, zadržat' ga noć jednu za jaslama?
Har vel villoksen lyst til å tjene dig? Vil den bli natten over ved din krybbe?
10 Možeš li njega za brazdu prikovat' da ralo vuče po docima tvojim?
Kan du binde villoksen med rep til furen? Vil den harve dalene efter dig?
11 Možeš li se osloniti na njega jer je njegova snaga prevelika i prepustit' mu težak svoj posao?
Kan du stole på den, fordi dens kraft er så stor, og kan du overlate den ditt arbeid?
12 Misliš li tebi da će se vratiti i na gumno ti dotjerati žito?
Kan du lite på at den fører din grøde hjem, og at den samler den til din treskeplass?
13 Krilima svojim noj trepće radosno, iako krila oskudnih i perja.
Strutsen flakser lystig med vingene; men viser dens vinger og fjær moderkjærlighet?
14 On svoja jaja na zemlji ostavlja, povjerava ih pijesku da ih grije,
Nei, den overlater sine egg til jorden og lar dem opvarmes i sanden,
15 ne mareć' što ih zgazit' može noga ili nekakva divlja zvijer zgnječiti.
og den glemmer at en fot kan klemme dem itu, og markens ville dyr trå dem i stykker.
16 S nojićima k'o s tuđima postupa; što mu je trud zaludu, on ne mari.
Den er hård mot sine unger, som om de ikke var dens egne; den er ikke redd for at dens møie skal være spilt.
17 Jer Bog je njega lišio pameti, nije mu dao nikakva razbora.
For Gud nektet den visdom og gav den ingen forstand.
18 Ali kada na let krila raširi, tada se ruga konju i konjaniku.
Men når den flakser i været, ler den av hesten og dens rytter.
19 Zar si ti konja obdario snagom zar si mu ti vrat grivom ukrasio?
Gir du hesten styrke? Klær du dens hals med bevrende man?
20 Zar ti činiš da skače k'o skakavac, da u strah svakog nagoni hrzanjem?
Lar du den springe som gresshoppen? Dens stolte fnysen er forferdelig.
21 Kopitom zemlju veselo raskapa, neustrašivo srlja na oružje.
Den skraper i jorden og gleder sig ved sin kraft; så farer den frem mot væbnede skarer.
22 Strahu se ruga, ničeg se ne boji, ni pred mačem uzmaknuti neće.
Den ler av frykten og forferdes ikke, og den vender ikke om for sverd.
23 Na sapima mu zvekeće tobolac, koplje sijeva i ubojna sulica.
Over den klirrer koggeret, blinkende spyd og lanse.
24 Bijesan i nestrpljiv guta prostore; kad rog zasvira, tko će ga zadržat':
Med styr og ståk river den jorden op, og den lar sig ikke stagge når krigsluren lyder.
25 na svaki zvuk roga on zarže: Ha! Izdaleka on ljuti boj već njuši, viku bojnu i poklič vojskovođa.
Hver gang luren lyder, sier den: Hui! Og langt borte værer den striden, høvedsmenns tordenrøst og hærskrik.
26 Zar po promislu tvojem lijeće soko i prema jugu krila svoja širi?
Skyldes det din forstand at høken svinger sig op og breder ut sine vinger mot Syden?
27 Zar se na nalog tvoj diže orao i vrh timora gnijezdo sebi vije?
Er det på ditt bud at ørnen flyver så høit, og at den bygger sitt rede oppe i høiden?
28 Na litici on stanuje i noćÄi, na grebenima vrleti visokih.
Den bor på berget og har nattely der, på tind og nut.
29 Odatle na plijen netremice vreba, oči njegove vide nadaleko.
Derfra speider den efter føde; langt bort skuer dens øine.
30 Krvlju se hrane njegovi orlići; gdje je ubijenih, tamo je i on.”
Dens unger drikker blod, og hvor der er lik, der er den.
