Job 36
1 Elihu nastavi i reče:
Og videre sagde Elihu:
2 “Strpi se malo, pa ću te poučit', jer još nisam sve rekao za Boga.
Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.
3 Izdaleka ću svoje iznijet' znanje da Stvoritelja svojega opravdam.
Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;
4 Zaista, za laž ne znaju mi riječi, uza te je čovjek znanjem savršen.
thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.
5 Gle, Bog je silan, ali ne prezire, silan je snagom razuma svojega.
Se, Gud forkaster det stive Sind,
6 Opakome on živjeti ne daje, nevoljnicima pravicu pribavlja.
den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han faa deres Ret,
7 S pravednika on očiju ne skida, na prijestolje ih diže uz kraljeve da bi dovijeka bili uzvišeni.
fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger paa Tronen i Højhed.
8 Ako su negvam' oni okovani i užetima nevolje sputani,
Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Baand,
9 djela njihova on im napominje, kazuje im grijeh njine oholosti.
saa viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,
10 Tad im otvara uho k opomeni i poziva ih da se zla okane.
aabner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.
11 Poslušaju li te mu se pokore, dani im završavaju u sreći, u užicima godine njihove.
Hvis de saa hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres Aar.
12 Ne slušaju li, od koplja umiru, zaglave, sami ne znajući kako.
Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Aanden i Uforstand.
13 A srca opaka mržnju njeguju, ne ištu pomoć kad ih on okuje;
Men vanhellige Hjerter forbitres; naar han binder dem, raaber de ikke om Hjælp;
14 u cvatu svoga dječaštva umiru i venu poput hramskih milosnika.
i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv faar Mandsskøgers Lod.
15 Nevoljnog on bijedom njegovom spasava i u nesreći otvara mu oči:
Den elendige frelser han ved hans Elende og aabner hans Øre ved Trængsel.
16 izbavit će te iz ždrijela tjeskobe k prostranstvima bezgraničnim izvesti, k prepunu stolu mesa pretiloga.
Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.
17 Ako sudio nisi opakima, ako si pravo krnjio siroti,
Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.
18 nek' te obilje odsad ne zavede i nek' te dar prebogat ne iskvari.
Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!
19 Nek' ti je gavan k'o čovjek bez zlata, a čovjek jake ruke poput slaba.
Kan vel dit Skrig gøre Ende paa Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?
20 Ne goni one koji su ti tuđi da rodbinu na njino mjesto staviš.
Ej maa du længes efter Natten, som opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;
21 Pazi se da u nepravdu ne skreneš, jer zbog nje snađe tebe iskušenje.
va'r dig og vend dig ikke til Uret, saa du foretrækker ondt for at lide.
22 Gle, uzvišen je Bog u svojoj snazi! Zar učitelja ima poput njega?
Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?
23 Tko je njemu put njegov odredio? Tko će mu reći: 'Radio si krivo'?
Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: »Du gjorde Uret!«
24 Spomeni se veličati mu djelo što ga pjesmama ljudi opjevaše.
Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!
25 S udivljenjem svijet čitav ga promatra, divi se čovjek, pa ma izdaleka.
Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.
26 Veći je Bog no što pojmit' možemo, nedokučiv je broj ljeta njegovih!
Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal paa hans Aar kan ikke findes.
27 U visini on skuplja kapi vode te dažd u paru i maglu pretvara.
Thi Draaber drager han ud af Havet, i hans Taage siver de ned som Regn,
28 Pljuskovi tada pljušte iz oblaka, po mnoštvu ljudskom dažde obilato.
og Skyerne lader den strømme og dryppe paa mange Folk.
29 Tko li će shvatit' širenje oblaka, tutnjavu strašnu njegovih šatora?
Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?
30 Gle, on nad sobom razastire svjetlost i dno morsko on vodama pokriva.
Se, han breder sin Taage om sig og skjuler Havets Rødder;
31 Pomoću njih on podiže narode, u izobilju hranom ih dariva.
Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;
32 On munju drži objema rukama i kazuje joj kamo će zgoditi.
han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Maalet;
33 Glasom gromovnim sebe navješćuje, stiže s gnjevom da zgromi opačinu.
hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.
