Job 31

1 Sa svojim očima savez sam sklopio da pogledat neću nijednu djevicu.

Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?

2 A što mi je Bog odozgo dosudio, kakva mi je baština od Svesilnoga?

Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?

3 TÓa nije li nesreća za opakoga, a nevolja za one koji zlo čine?

Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?

4 Ne proniče li on sve moje putove, ne prebraja li on sve moje korake?

Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?

5 Zar sam ikad u društvu laži hodio, zar mi je noga k prijevari hitjela?

Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,

6 Nek' me na ispravnoj mjeri Bog izmjeri pa će uvidjeti neporočnost moju!

— han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —

7 Ako mi je korak s puta kad zašao, ako mi se srce za okom povelo, ako mi je ljaga ruke okaljala,

dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:

8 neka drugi jede što sam posijao, neka sve moje iskorijene izdanke!

Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.

9 Ako mi zavede srce žena neka, ako za vratima svog bližnjeg kad vrebah,

Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:

10 neka moja žena drugom mlin okreće, neka s drugim svoju podijeli postelju!

Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.

11 Djelo bestidno time bih počinio, zločin kojem pravda treba da presudi,

Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;

12 užego vatru što žeže do Propasti i što bi svu moju sažgala ljetinu.

thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.

13 Ako kada prezreh pravo sluge svoga il' služavke, sa mnom kad su se parbili,

Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;

14 što ću učiniti kada Bog ustane? Što ću odvratit' kad račun zatraži?

— og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?

15 Zar nas oba on ne stvori u utrobi i jednako sazda u krilu majčinu?

har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —

16 Ogluših li se na molbe siromaha ili rasplakah oči udovičine?

dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,

17 Jesam li kada sam svoj jeo zalogaj a da ga nisam sa sirotom dijelio?

og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;

18 TÓa od mladosti k'o otac sam mu bio, vodio sam ga od krila materina!

— tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —

19 Zar sam beskućnika vidio bez odjeće ili siromaha kog bez pokrivača

dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;

20 a da mu bedra ne blagosloviše mene kad se runom mojih ovaca ogrija?

dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;

21 Ako sam ruku na nevina podigao znajuć' da mi je na vratima branitelj,

dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:

22 nek' se rame moje od pleća odvali i neka mi ruka od lakta otpadne!

Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!

23 Jer strahote Božje na mene bi pale, njegovu ne bih odolio veličanstvu.

Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.

24 Zar sam u zlato pouzdanje stavio i rekao zlatu: 'Sigurnosti moja!'

Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;

25 Zar sam se veliku blagu radovao, bogatstvima koja su mi stekle ruke?

dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;

26 Zar se, gledajući sunce kako blista i kako mjesec sjajni nebom putuje,

dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,

27 moje srce dalo potajno zavesti da bih rukom njima poljubac poslao?

og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:

28 Grijeh bi to bio što za sudom vapije, jer Boga višnjega bih se odrekao.

— Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!

29 Zar se obradovah nevolji dušmana i likovah kad ga je zlo zadesilo,

dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;

30 ja koji ne dadoh griješiti jeziku, proklinjući ga i želeći da umre?

— men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —

31 Ne govorahu li ljudi mog šatora: 'TÓa koga nije on mesom nasitio'?

dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?

32 Nikad nije stranac vani noćivao, putniku sam svoja otvarao vrata.

— den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —

33 Zar sam grijehe svoje ljudima tajio, zar sam u grudima skrivao krivicu

dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,

34 jer sam se plašio govorkanja mnoštva i strahovao od prezira plemenskog te sam mučao ne prelazeć' svoga praga?

fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —

35 O, kad bi koga bilo da mene sasluša! Posljednju sam svoju riječ ja izrekao: na Svesilnom je sad da mi odgovori! Nek' mi optužnicu napiše protivnik,

Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;

36 i ja ću je nosit' na svome ramenu, čelo ću njome k'o krunom uresit'.

sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!

37 Dat ću mu račun o svojim koracima i poput kneza pred njega ću stupiti.”

Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.

38 Ako je na me zemlja moja vikala, ako su s njom brazde njezine plakale;

Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;

39 ako sam plodove jeo ne plativši i ako sam joj ojadio ratare,

dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:

40 [40a] neka mjesto žita po njoj niče korov, a mjesto ječma nek' posvud kukolj raste! [40b] Konac riječi Jobovih.

Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.