Job 30

1 “A sada, gle, podruguju se mnome ljudi po ljetima mlađi od mene kojih oce ne bih bio metnuo ni s ovčarskim psima stada svojega.

Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.

2 Ta što će mi jakost ruku njihovih kad im muževna ponestane snaga ispijena glađu i oskudicom.

Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.

3 Glodali su u pustinji korijenje i čestar opustjelih ruševina.

De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;

4 Lobodu su i s grmlja lišće brali, kao kruh jeli korijenje žukino.

de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;

5 Od društva ljudskog oni su prognani, za njima viču k'o za lopovima.

de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;

6 Živjeli su po strašnim jarugama, po spiljama i u raspuklinama.

de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;

7 Urlik im se iz šikarja dizao; po trnjacima ležahu stisnuti.

imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.

8 Sinovi bezvrijednih, soj bezimenih, bičevima su iz zemlje prognani.

Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.

9 Rugalicom sam postao takvima i njima sada služim kao priča!

Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.

10 Gnušaju me se i bježe od mene, ne ustežu se pljunut' mi u lice.

De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.

11 I jer On luk mi slomi i satrije me, iz usta svojih izbaciše uzdu.

Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.

12 S desne moje strane rulja ustaje, noge moje u bijeg oni tjeraju, put propasti prema meni nasiplju.

Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;

13 Stazu mi ruše da bi me satrli, napadaju i ne brani im nitko,

de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;

14 prolomom oni širokim naviru i kotrljaju se poput oluje.

de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.

15 Strahote sve se okreću na mene, mojeg ugleda kao vjetra nesta, poput oblaka iščeznu spasenje.

Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.

16 Duša se moja rasipa u meni, dani nevolje na me se srušili.

Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.

17 Noću probada bolest kosti moje, ne počivaju boli što me glođu.

Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.

18 Muka mi je i halju nagrdila i stegla me k'o ovratnik odjeće.

Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.

19 U blato me je oborila dolje, gle, postao sam k'o prah i pepeo.

Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.

20 K Tebi vičem, al' Ti ne odgovaraš; pred Tobom stojim, al' Ti i ne mariš.

Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.

21 Prema meni postao si okrutan; rukom preteškom na me se obaraš.

Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.

22 U vihor me dižeš, nosiš me njime, u vrtlogu me olujnom kovitlaš.

Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.

23 Da, znadem da si me smrti predao, saborištu zajedničkom svih živih.

Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.

24 Al' ne pruža li ruku utopljenik, ne viče li kad padne u nevolju?

Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?

25 Ne zaplakah li nad nevoljnicima, ne sažalje mi duša siromaha?

Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?

26 Sreći se nadah, a dođe nesreća; svjetlost čekah, a gle, zavi me tama.

Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.

27 Utroba vri u meni bez prestanka, svaki dan nove patnje mi donosi.

Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.

28 Smrknut idem, al' nitko me ne tješi; ustajem u zboru - da bih kriknuo.

Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.

29 Sa šakalima sam se zbratimio i nojevima postao sam drugom.

Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.

30 Na meni sva je koža pocrnjela, i kosti mi je sažgala ognjica.

Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.

31 Tužaljka mi je ugodila harfu, svirala mi glas narikača ima.

Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.