Job 29

1 Job nastavi svoju besjedu i reče:

Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

2 “O, da mi je prošle proživjet' mjesece, dane one kad je Bog nada mnom bdio,

Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

3 kad mi je nad glavom njegov sjao žižak a kroz mrak me svjetlo njegovo vodilo,

da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

4 kao u dane mojih zrelih jeseni kad s mojim stanom Bog prijateljevaše,

som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,

5 kada uz mene još bijaše Svesilni i moji me okruživahu dječaci,

da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

6 kada mi se noge u mlijeku kupahu, a potokom ulja ključaše mi kamen!

da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,

7 Kada sam na vrata gradska izlazio i svoju stolicu postavljao na trg,

da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.

8 vidjevši me, sklanjali bi se mladići, starci bi ustavši stojeći ostali.

Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,

9 Razgovor bi prekidali uglednici i usta bi svoja rukom zatvarali.

Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,

10 Glavarima glas bi sasvim utihnuo, za nepce bi im se zalijepio jezik.

Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

11 Tko god me slušao, blaženim me zvao, hvalilo me oko kad bi me vidjelo.

Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.

12 Jer, izbavljah bijednog kada je kukao i sirotu ostavljenu bez pomoći.

Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

13 Na meni bješe blagoslov izgubljenih, srcu udovice ja veselje vraćah.

den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

14 Pravdom se ja kao haljinom odjenuh, nepristranost bje mi plaštem i povezom.

jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.

15 Bjeh oči slijepcu i bjeh noge bogalju,

Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;

16 otac ubogima, zastupnik strancima.

jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

17 Kršio sam zube čovjeku opaku, plijen sam čupao iz njegovih čeljusti.

den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.

18 Govorah: 'U svom ću izdahnuti gnijezdu, k'o palma, bezbrojne proživjevši dane.'

Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;

19 Korijenje se moje sve do vode pruža, na granama mojim odmara se rosa.

min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;

20 Pomlađivat će se svagda slava moja i luk će mi se obnavljati u ruci.'

min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"

21 Slušali su željno što ću im kazati i šutjeli da od mene savjet čuju.

Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;

22 Na riječi mi ne bi ništa dometali i besjede su mi daždile po njima.

ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;

23 Za mnom žudjeli su oni k'o za kišom, otvarali usta k'o za pljuskom ljetnim.

de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.

24 Osmijeh moj bijaše njima ohrabrenje; pazili su na vedrinu moga lica.

Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.

25 Njima ja sam izabirao putove, kao poglavar ja sam ih predvodio, kao kralj među svojim kad je četama kao onaj koji tješi ojađene.

Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.