Job 21
1 Job progovori i reče:
Men Job svarede og sagde:
2 “Slušajte, slušajte dobro što ću reći, utjehu mi takvu barem udijelite.
hører, ja hører min Tale, og lader dette være den Trøst, I yde!
3 Otrpite da riječ jednu ja izrečem, kad završim, tad se rugajte slobodno.
Fordrager mig, og jeg vil tale, og naar jeg har talt, da kan du spotte!
4 Zar protiv čovjeka dižem ja optužbu? Kako da strpljenje onda ne izgubim?
Mon min Klage gælder Mennesker? og om saa er, hvorfor skulde ikke min Aand blive utaalmodig?
5 Pogledajte na me: užas će vas spopast', rukom ćete svoja zakloniti usta;
Vender eder til mig, og gruer og lægger Haanden paa Munden!
6 pomislim li na to, prestravim se i sam i čitavim svojim tad protrnem tijelom.
Thi kommer jeg det i Hu, da forfærdes jeg, og Bævelse betager mit Kød.
7 Zašto na životu ostaju zlikovci i, što su stariji, moćniji bivaju?
Hvorfor blive de ugudelige i Live, blive gamle, ja vældige i Kraft?
8 Potomstvo njihovo s njima napreduje a izdanci im se množe pred očima.
Deres Sæd staar fast for deres Ansigt om dem og deres Afkom for deres Øjne.
9 Strah nikakav kuće njihove ne mori i šiba ih Božja ostavlja na miru.
Deres Huse have Fred, uden Frygt, og Guds Ris er ikke over dem.
10 Njihovi bikovi plode pouzdano, krave im se tele i ne jalove se.
Deres Tyr springer og ej forgæves; deres Ko kalver og er ikke ufrugtbar.
11 K'o jagnjad djeca im slobodno skakuću, veselo igraju njihovi sinovi.
De lade deres Børn løbe som en Faarehjord, og deres Drenge springe.
12 Oni pjevaju uz harfe i bubnjeve i vesele se uz zvukove svirale.
De opløfte deres Røst til Tromme og Harpe og glæde sig ved Fløjtens Lyd.
De slide deres Dage hen i Lykke, og i et Øjeblik synke de ned i de dødes Rige. (Sheol h7585)
14 A govorili su Bogu: 'Ostavi nas, ne želimo znati za tvoje putove!
Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje.
15 TÓa tko je Svesilni da njemu služimo i kakva nam korist da ga zazivamo?'
Hvad er den Almægtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham?
16 Zar svoju sreću u ruci ne imahu, makar do Njega ne drže ništa oni?
Se, deres Lykke hviler dog ikke i deres egen Haand! De ugudeliges Raad er langt fra mig.
17 Zar se luč opakog kada ugasila? Zar se na njega oborila nesreća? Zar mu u gnjevu svom On skroji sudbinu?
Hvor tit udslukkes vel de ugudeliges Lampe og kommer deres Ulykke over dem? hvor tit uddeler Gud Smerter til dem i sin Vrede?
18 Zar je kao slama na vjetru postao, kao pljeva koju vihor svud raznosi?
Blive de som Straa for Vejr og som Avner, hvilke Hvirvelvind bortstjæler?
19 Hoće l' ga kaznit' Bog u njegovoj djeci? Ne, njega nek' kazni da sam to osjeti!
„Gud gemmer hans Uret til hans Børn.‟ Han skulde betale ham selv, at han fornemmer det.
20 Vlastitim očima nek' rasap svoj vidi, neka se napije srdžbe Svesilnoga!
Hans egne Øjne skulle se hans Fordærvelse, og han skulde drikke af den Almægtiges Vrede.
21 TÓa što poslije smrti on za dom svoj mari kad će se presjeć' niz njegovih mjeseci?
Thi hvad bekymrer han sig om sit Hus efter sig, naar hans Maaneders Tal er ude?
22 Ali tko će Boga učiti mudrosti, njega koji sudi najvišim bićima?
Mon nogen vil lære Gud Kundskab, ham, som dømmer de høje?
23 Jedan umire u punom blagostanju, bez briga ikakvih, u potpunom miru,
Den ene dør i sin fulde Styrke, ganske rolig og tryg;
24 bokova od pretiline otežalih i kostiju sočne moždine prepunih.
hans Kar vare fulde af Mælk, og Marven i hans Ben var vædskefuld.
25 A drugi umire s gorčinom u duši, nikad nikakve ne okusivši sreće.
Men den anden maa dø med en beskelig bedrøvet Sjæl og har ikke nydt noget godt.
26 Obojica leže zajedno u prahu, crvi ih jednako prekrivaju oba.
De skulle ligge med hinanden i Støvet, og Ormene skulle bedække dem.
27 O, znam dobro kakve vaše su namjere, kakve zlosti protiv mene vi snujete.
Se, jeg kender eders Tanker, ja eders Rænker, med hvilke I gøre Vold imod mig;
28 Jer pitate: 'Gdje je kuća plemićeva, šator u kojem stanovahu opaki?'
thi I sige: Hvor er Voldsmandens Hus? og hvor er Teltet, hvor de ugudelige boede?
29 Niste li na cesti putnike pitali, zar njihovo svjedočanstvo ne primate:
Have I ikke adspurgt de vejfarende, og erkende I ikke deres Vidnesbyrd,
30 'Opaki je u dan nesreće pošteđen i u dan Božje jarosti veseo je.'
at den onde skulde spares til Ulykkens Dag, skulde føres frem til Vredens Dag?
31 Al' na postupcima tko će mu predbacit' i tko će mu vratit' što je počinio?
„Hvo vil forholde ham hans Vej? naar han gør noget, hvo vil betale ham?
32 A kad ga na kraju na groblje odnesu, na grobni mu humak postavljaju stražu.
Og han føres hen til Gravene, og ved Gravhøjen lever hans Minde.
33 Lake su mu grude zemlje u dolini dok za njime ide čitavo pučanstvo.
I Dalens Muld hviler han sødt, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem foran ham er ikke Tal.‟
34 O, kako su vaše utjehe isprazne! Kakva su prijevara vaši odgovori!”
Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? og hvad der bliver tilbage af eders Svar, er Troløshed.
