Job 17
1 Daha mi nestaje, gasnu moji dani i za mene već se skupljaju grobari.
Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;
2 Rugači su evo mene dohvatili, od uvreda oka sklopiti ne mogu.
visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.
3 Stoga me zaštiti i budi mi jamcem kad mi nitko u dlan neće da udari.
Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?
4 Jer, srca si njina lišio razuma i dopustiti im nećeš da opstanu.
Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;
5 K'o taj što imanje dijeli drugovima, a djeci njegovoj dotle oči gasnu,
den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.
6 narodima svim sam na ruglo postao, onaj kom u lice svatko pljunut' može.
Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;
7 Od tuge vid mi se muti u očima, poput sjene moji udovi postaju.
mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;
8 Začudit će se zbog toga pravednici, na bezbožnika će planuti čestiti;
retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,
9 neporočni će na svom ustrajat' putu, čovjek čistih ruku ojačat će još više.
men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.
10 Hajde, svi vi, nećete li opet počet', tÓa među vama ja mudra ne nalazim!
Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer!
11 Minuli su dani, propale zamisli, želje srca moga izjalovile se.
Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;
12 'U noći najcrnjoj, dan se približava; blizu je već svjetlo što tminu izgoni.'
Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;
vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje, (Sheol h7585)
14 Dovikujem grobu: 'Oče moj rođeni!' a crve pozdravljam: 'Mati moja, sestro!'
Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.
15 Ali gdje za mene ima jošte nade? Sreću moju tko će ikada vidjeti?
Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?
