Job 16

1 Job progovori i reče:

Saa tog Job til Orde og svarede:

2 “Koliko se takvih naslušah besjeda, kako ste mi svi vi mučni tješioci!

Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!

3 Ima li kraja tim riječima ispraznim? Što te goni da mi tako odgovaraš?

Faar Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?

4 I ja bih mogao k'o vi govoriti da vam je duša na mjestu duše moje; i ja bih vas mog'o zasuti riječima i nad sudbom vašom tako kimat' glavom;

Ogsaa jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste paa Hovedet ad jer,

5 i ja bih mogao ustima vas hrabrit', i ne bih žalio trud svojih usana.

styrke jer med min Mund, ej spare paa ynksomme Ord!

6 Al' ako govorim, patnja se ne blaži, ako li zašutim, zar će me minuti?

Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring faar jeg?

7 Zlopakost me sada shrvala posvema, čitava se rulja oborila na me.

Dog nu har han udtømt min Kraft, du har ødelagt hele min Kreds;

8 Ustao je proti meni da svjedoči i u lice mi se baca klevetama.

at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.

9 Jarošću me svojom razdire i goni, škrgućuć' zubima obara se na me. Moji protivnici sijeku me očima,

Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,

10 prijeteći, na mene usta razvaljuju, po obrazima me sramotno ćuškaju, u čoporu svi tad navaljuju na me.

de opspiler Gabet imod mig, slaar mig med Haan paa Kind og flokkes til Hobe omkring mig;

11 Da, zloćudnicima Bog me predao, u ruke opakih on me izručio.

Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig.

12 Mirno življah dok On ne zadrma mnome, za šiju me ščepa da bi me slomio.

Jeg leved i Fred, saa knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,

13 Uze me za biljeg i strijelama osu, nemilosrdno mi bubrege probode i mojom žuči zemlju žednu natopi.

hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skaansel, udgyder min Galde paa Jorden;

14 Na tijelu mi ranu do rane otvara, kao bijesan ratnik nasrće na mene.

Revne paa Revne slaar han mig, stormer som Kriger imod mig.

15 Tijelo sam golo u kostrijet zašio, zario sam čelo svoje u prašinu.

Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvet;

16 Zapalilo mi se sve lice od suza, sjena tamna preko vjeđa mi je pala.

mit Ansigt er rødt af Graad, mine Øjenlaag hyllet i Mørke,

17 A nema nasilja na rukama mojim, molitva je moja bila uvijek čista.

skønt der ikke er Vold i min Haand, og skønt min Bøn er ren!

18 O zemljo, krvi moje nemoj sakriti i kriku mom ne daj nigdje da počine.

Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile!

19 Odsad na nebu imam ja svjedoka, u visini gore moj stoji branitelj.

Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;

20 Moja vika moj je odvjetnik kod Boga dok se ispred njega suze moje liju:

gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Taarer til Gud,

21 o, da me obrani u parbi mojoj s Bogom ko što smrtnik brani svojega bližnjega.

at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!

22 No životu mom su odbrojena ljeta, na put bez povratka meni je krenuti.

Thi talte er de kommende Aar, jeg skal ud paa en Færd, jeg ej vender hjem fra.