Job 14

1 Čovjek koga je žena rodila kratka je vijeka i pun nevolja.

Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.

2 K'o cvijet je nikao i vene već, poput sjene bježi ne zastajuć'.

Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.

3 Na takva, zar, ti oči otvaraš i preda se na sud ga izvodiš?

Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.

4 Tko će čisto izvuć' iz nečista? Nitko!

Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.

5 Pa kad su njegovi dani odbrojeni, kad mu broj mjeseci o tebi ovisi, kad mu granicu stavljaš neprijelaznu,

Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:

6 skini s njega pogled da počinut' može, poput najamnika da svoj dan uživa.

Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.

7 TÓa ni drvu nije nada sva propala, posječeno, ono opet prozeleni i mladice nove iz njega izbiju.

Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.

8 Ako mu korijen i ostari u zemlji, ako mu se panj i sasuši u prahu,

Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,

9 oćutjevši vodu, ono će propupat' i pustiti grane kao stablo novo.

saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.

10 Al' kad čovjek umre, ostaje pokošen, kad smrtnik izdahne, gdje li je on tada?

Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?

11 Može sva voda iz mora ispariti i presahnut' rijeke, isušit posvema',

Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:

12 al' čovjek kad legne, ne ustaje više, dok nebesa bude, neće se podići, od sna se svojega probuditi neće.

Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.

13 O, kad bi me htio skriti u Šeolu, zakloniti me dok srdžba ti ne mine, dÓati mi rok kad ćeš me se spomenuti, (Sheol h7585)

Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)

14 - jer, kad umre čovjek, zar uskrsnut' može? - čekao bih te sve dane vojske svoje dok ne bi došao da mi smjenu dadeš.

Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.

15 Zvao bi me, a ja bih se odazvao: zaželio si se djela svojih ruku.

Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!

16 A sad nad svakim mojim vrebaš korakom, nijednog mi grijeha nećeš oprostiti,

Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.

17 u vreći si prijestup moj zapečatio i krivicu moju svu si zapisao.

Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.

18 Vaj! K'o što se jednom uruši planina, k'o što se hridina s mjesta svog odvali,

Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;

19 k'o što voda kamen s vremenom istroši, a pljusak bujicom zemlju svu sapere, tako uništavaš nadu u čovjeku.

Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.

20 Oborio si ga - on ode za svagda, nagrđena lica, otjeran, odbačen.

Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.

21 Djecu mu poštuju - o tom ništa ne zna; ako su prezrena - o tom ne razmišlja.

Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.

22 On jedino pati zbog svojega tijela, on jedino tuži zbog svojeg života.”

For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.