詩篇 137

1 我們曾在巴比倫的河邊坐下， 一追想錫安就哭了。

Ved Babels Floder, der sad vi og græd, naar Zion randt os i Hu.

2 我們把琴掛在那裏的柳樹上；

Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

3 因為在那裏，擄掠我們的要我們唱歌， 搶奪我們的要我們作樂，說： 給我們唱一首錫安歌吧！

Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: »Syng os af Zions Sange!«

4 我們怎能在外邦唱耶和華的歌呢？

Hvor kan vi synge HERRENS Sange paa fremmed Grund?

5 耶路撒冷啊，我若忘記你， 情願我的右手忘記技巧！

Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

6 我若不記念你， 若不看耶路撒冷過於我所最喜樂的， 情願我的舌頭貼於上膛！

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

7 耶路撒冷遭難的日子， 以東人說：拆毀！拆毀！ 直拆到根基！ 耶和華啊，求你記念這仇！

HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de raabte: »Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!«

8 將要被滅的巴比倫城啊， 報復你像你待我們的，那人便為有福！

Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

9 拿你的嬰孩摔在磐石上的， 那人便為有福！

Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!