诗篇 39

1 大卫的诗，交与伶长耶杜顿。 我曾说：我要谨慎我的言行， 免得我舌头犯罪； 恶人在我面前的时候， 我要用嚼环勒住我的口。

Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.

2 我默然无声，连好话也不出口； 我的愁苦就发动了，

Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.

3 我的心在我里面发热。 我默想的时候，火就烧起， 我便用舌头说话。

Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.

4 耶和华啊，求你叫我晓得我身之终！ 我的寿数几何？ 叫我知道我的生命不长！

Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.

5 你使我的年日窄如手掌； 我一生的年数，在你面前如同无有。 各人最稳妥的时候，真是全然虚幻。 (细拉)

Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.

6 世人行动实系幻影。 他们忙乱，真是枉然； 积蓄财宝，不知将来有谁收取。

Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. (Sela)

7 主啊，如今我等什么呢？ 我的指望在乎你！

Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.

8 求你救我脱离一切的过犯， 不要使我受愚顽人的羞辱。

Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.

9 因我所遭遇的是出于你， 我就默然不语。

Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!

10 求你把你的责罚从我身上免去； 因你手的责打，我便消灭。

Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.

11 你因人的罪恶惩罚他的时候， 叫他的笑容消灭，如衣被虫所咬。 世人真是虚幻！ (细拉)

Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.

12 耶和华啊，求你听我的祷告， 留心听我的呼求！ 我流泪，求你不要静默无声！ 因为我在你面前是客旅， 是寄居的，像我列祖一般。

Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. (Sela)

13 求你宽容我， 使我在去而不返之先可以力量复原。

Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.