约伯记 16
1 约伯回答说：
Da tok Job til orde og sa:
2 这样的话我听了许多； 你们安慰人，反叫人愁烦。
Jeg har hørt meget som dette; I er plagsomme trøstere alle sammen.
3 虚空的言语有穷尽吗？ 有什么话惹动你回答呢？
Blir det aldri ende på de vindige ord? Eller hvad egger dig til å svare?
4 我也能说你们那样的话； 你们若处在我的境遇， 我也会联络言语攻击你们， 又能向你们摇头。
Også jeg kunde tale som I; om I var i mitt sted, kunde jeg sette ord sammen mot eder, og jeg kunde ryste på hodet over eder;
5 但我必用口坚固你们， 用嘴消解你们的忧愁。
jeg kunde styrke eder med min munn, og mine lebers medynk kunde stille eders smerte.
6 我虽说话，忧愁仍不得消解； 我虽停住不说，忧愁就离开我吗？
Om jeg taler, stilles ikke min smerte, og lar jeg det være, hvad lindring får jeg da?
7 但现在 神使我困倦， 使亲友远离我，
Ja, nu har han trettet mig ut; du har ødelagt hele mitt hus.
8 又抓住我，作见证攻击我； 我身体的枯瘦也当面见证我的不是。
Og du grep mig fatt - det blev et vidne mot mig; min magerhet stod op imot mig, like i mitt åsyn vidnet den mot mig.
9 主发怒撕裂我，逼迫我， 向我切齿； 我的敌人怒目看我。
Hans vrede sønderrev mig og forfulgte mig; han skar tenner imot mig; som min motstander hvesset han sine øine mot mig.
10 他们向我开口， 打我的脸羞辱我， 聚会攻击我。
De spilet op sin munn mot mig, med hån slo de mine kinnben; alle slo de sig sammen mot mig.
11 神把我交给不敬虔的人， 把我扔到恶人的手中。
Gud gir mig i urettferdige folks vold og styrter mig i ugudelige menneskers hender.
12 我素来安逸，他折断我， 掐住我的颈项，把我摔碎， 又立我为他的箭靶子。
Jeg levde i ro; da sønderbrøt han mig, han grep mig i nakken og sønderknuste mig, han satte mig op til skive for sig.
13 他的弓箭手四面围绕我； 他破裂我的肺腑，并不留情， 把我的胆倾倒在地上，
Hans skyttere kringsatte mig, han kløvde mine nyrer uten barmhjertighet; han øste ut min galle på jorden.
14 将我破裂又破裂， 如同勇士向我直闯。
Han rev i mig rift på rift; han stormet mot mig som en kjempe.
15 我缝麻布在我皮肤上， 把我的角放在尘土中。
Jeg har sydd sekk om min hud og stukket mitt horn i støvet;
16 我的脸因哭泣发紫， 在我的眼皮上有死荫。
mitt ansikt er rødt av gråt, og over mine øielokk ligger det dødsskygge.
17 我的手中却无强暴； 我的祈祷也是清洁。
Og dog er det ingen urett i mine hender, og min bønn er ren.
18 地啊，不要遮盖我的血！ 不要阻挡我的哀求！
Å jord, dekk ikke mitt blod, og måtte det ikke være noget sted hvor mitt skrik stanser!
19 现今，在天有我的见证， 在上有我的中保。
Selv nu har jeg mitt vidne i himmelen og i det høie en som kan stadfeste mine ord.
20 我的朋友讥诮我， 我却向 神眼泪汪汪。
Stadig spotter mine venner mig; mot Gud skuer gråtende mitt øie,
21 愿人得与 神辩白， 如同人与朋友辩白一样；
at han må la mannen få rett i hans strid med Gud og menneskebarnet rett mot hans næste;
22 因为再过几年， 我必走那往而不返之路。
for få år vil det gå før jeg vandrer den vei som jeg ikke vender tilbake.
