以赛亚书 6
1 当乌西雅王崩的那年，我见主坐在高高的宝座上。他的衣裳垂下，遮满圣殿。
I Kong Uzzijas Dødsår så jeg Herren sidde på en såre høj Trone, og hans Slæb fyldte Helligdommen.
2 其上有撒拉弗侍立，各有六个翅膀：用两个翅膀遮脸，两个翅膀遮脚，两个翅膀飞翔；
Serafer stod hos ham, hver med seks Vinger; med de to skjulte de Ansigtet, med de to Fødderne, og med de to fløj de;
3 彼此呼喊说： 圣哉！圣哉！圣哉！万军之耶和华； 他的荣光充满全地！
og de råbte til hverandre: "Hellig, hellig, hellig er Hærskarers HERRE, al Jorden er fuld af hans Herlighed!"
4 因呼喊者的声音，门槛的根基震动，殿充满了烟云。
Og Dørstolpernes Hængsler rystede ved Råbet, medens Templet fyldtes af Røg.
5 那时我说：“祸哉！我灭亡了！因为我是嘴唇不洁的人，又住在嘴唇不洁的民中，又因我眼见大君王—万军之耶和华。”
Da sagde jeg: "Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en Mand med urene Læber, og jeg bor i et Folk med urene Læber, og nu har mine Øjne set Kongen, Hærskarers HERRE!"
6 有一撒拉弗飞到我跟前，手里拿着红炭，是用火剪从坛上取下来的，
Men en af Seraferne fløj hen til mig; og han havde i Hånden et glødende Kul, som han med en Tang havde taget fra Alteret;
7 将炭沾我的口，说：“看哪，这炭沾了你的嘴，你的罪孽便除掉，你的罪恶就赦免了。”
det lod han røre min Mund og sagde: "Se, det har rørt dine Læber; din Skyld er borte, din Synd er sonet!"
8 我又听见主的声音说：“我可以差遣谁呢？谁肯为我们去呢？”我说：“我在这里，请差遣我！”
Så hørte jeg Herren sige: "Hvem skal jeg sende, hvem vil gå Bud for os?" Og jeg sagde: "Her er jeg, send mig!"
9 他说：“你去告诉这百姓说： 你们听是要听见，却不明白； 看是要看见，却不晓得。
Da sagde han: "Gå hen og sig til det folk: Hør kun, dog skal I intet fatte, se kun, dog skal I intet indse!
10 要使这百姓心蒙脂油， 耳朵发沉， 眼睛昏迷； 恐怕眼睛看见， 耳朵听见， 心里明白， 回转过来，便得医治。”
Gør Hjertet sløvt på dette Folk, gør dets Ører tunge, dets Øjne blinde, så det ikke kan se med Øjnene, ej heller høre med Ørene, ej heller fatte med Hjertet og omvende sig og læges."
11 我就说：“主啊，这到几时为止呢？”他说： 直到城邑荒凉，无人居住， 房屋空闲无人，地土极其荒凉。
Jeg spurgte: "Hvor længe, Herre?" Og han svarede: "Til Byerne er øde, uden Beboere, og Husene uden et Menneske, og Ager jorden ligger som Ørk!"
12 并且耶和华将人迁到远方， 在这境内撇下的地土很多。
Og HERREN vil fjerne Menneskene, og Tomhed skal brede sig i Landet;
13 境内剩下的人若还有十分之一， 也必被吞灭， 像栗树、橡树虽被砍伐， 树墩子却仍存留。 这圣洁的种类在国中也是如此。
og er der endnu en Tiendedel deri, skal også den udryddes som en Terebinte eller Eg, af hvilken en Stub bliver tilbage, når den fældes. Dens Stub er hellig Sæd.
