詩篇 137

1 當我們坐在巴比倫河畔，一起想熙雍即淚流滿面。

Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.

2 在那地的楊柳間，掛起我們的琴絃。

Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

3 因那些俘虜我們的，要我們唱歌，那些迫害我們的，還要我們奏樂：快些來給我們唱一支熙雍的歌!

Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"

4 但我們身處外鄉異域，怎能謳唱上主的歌曲？

Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?

5 耶路撒冷！我如果將您忘掉，願我的右手枯焦！

Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

6 我若不懷念您，不以耶路撒冷為喜樂，就寧願我的舌頭緊緊貼在我的上顎！

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

7 上主，求您記住厄東的子民，在耶路撒冷蒙難的時辰，他們曾喊叫說：拆毀，拆毀！夷為平地，一直見到基礎，

HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"

8 您只知破壞的巴比倫女子！誰若依照您加給我們的災痍，也焄樣報復於您，他就得福祺。

Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

9 誰若抓起您的嬰兒幼子，摔在盤石上，他就得福祺。

Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!