Solomon La 2
1 Kai teh Sharon e rosi pei hoi kâvan teh ayawn dawk e lili pei lah ka o.
Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje.
2 Ka pahren e nang teh, ka lungpataw e tangla, pâkhingum e, lili pei patetlah na o.
Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.
3 Kahrawngum ka paw e Epal thingkung patetlah ka pahren nang teh, thoundounnaw e rahak na o. Kai teh ahnie tâhlip dawk kanawmca lah ka o teh, a paw teh kai hanelah a radip poung oe.
Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.
4 Ahni ni kai teh buvennae im koe na hrawi teh, kaie lathueng a yap e hni teh a lungpatawnae doeh.
Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.
5 Kai teh ngaipatawnae hoi ka o dawkvah misur hoi Epal paw hoi lung bout na pahawi haw.
Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed.
6 Ahnie avoilae a kut ka lû rahim a ta teh, aranglae kut hoi na takawi na seh.
Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.
7 Oe Jerusalem canu ka pahren e teh, a mahmawk a kâhlaw hoeh roukrak na pâhlaw awh hoeh nahanelah, kahrawng e sayuk sakhinaw thoebo laihoi nangmouh teh lawk na thui awh.
Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!
8 Khenhaw! ka pahren e lawk doeh. Montang monruinaw yawngtapue laihoi a tho.
Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.
9 Ka pahren e teh, sayuk sakhi ca patetlah ao. Rapan lawilah a kangdue. Hlalangaw koe a khet teh, hlalangaw koe a kâpâtue.
Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu staar han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.
10 Ka pahren ni na kaw teh, a dei e lawk teh, ka pahren poung e tangla, a meikahawi e, thaw nateh tho haw.
Min Ven stemmer i og siger saa til mig: Staa op, min Veninde, du fagre, kom!
11 Khenhaw! kasik hai aloum teh cotui hai abaw toe.
Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,
12 Talai van vah, a peinaw a kamhlawng toe. Tavanaw hai a cainae tue a pha toe. Maimae ram vah, bakhu lawk hai thai toe.
Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land;
13 Thaibunglung kung a pawnaw hai a hmin toe. Misurkung hai a pei teh, a hmuitui toe. Ka pahren e ka imlawinu, a meikahawi poung e, thaw nateh tho leih.
Figentræets Smaafrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Staa op, min Veninde, du fagre, kom,
14 Lungsong rahak e bakhu, na mei heh na hmawt sak haw. Na lawk hai na thaisak haw. Na lawk a rading teh na mei teh ngai ao poung.
min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.
15 Maimae misurnaw teh a pei lahun toung dawkvah, misurkungnaw ka raphoe hane Asuinaw hoi Asuicanaw hah man awh.
Fang os de Ræve, de Ræve smaa, som hærger Vinen, vor blomstrende Vin!
16 Kaie ka pahren e teh kai hanelah ao e patetlah kai hai ahni hanelah ka o. Ahni teh tucahunaw hah kahrawngum a khoum teh a kawkhik.
Min Ven er min, og jeg er hans, som vogter blandt Liljer;
17 Khohmo a kahma teh, khodai totouh ka pahren teh Bether mon dawk e sayuk sakhi patetlah doeh ao.
til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Gazellen, som den unge Hjort paa duftende Bjerge!
