Sam 74
1 Kathutkung: Asaph Oe Cathut bangkongmaw na pahnawt vaw. Bangkongmaw na saring a pânae koe e na tuhunaw taranlahoi na lungkhueknae hmaikhu a pâyam rah bo vaw.
En Maskil af Asaf. Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evigt, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?
2 Kamkhueng e tamimaya, yampa na ran e, râw lah na pang e miphun, na ratang e naw heh pahnim hanh.
Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, — du udløste den til din Ejendoms Stamme — Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.
3 Raphoe tangcoung e hmuen koe tho haw. Hmuen kathoung dawk e hno pueng hah taran ni koung a raphoe toe.
Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.
4 Na taminaw a kamkhuengnae hmuen koe, na tarannaw teh a hramki awh teh, mitnoutnaw hah a vo awh.
Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.
5 Ratu thing ka tâtueng hane patetlah, cakânaw teh a palik awh.
Det saa ud, som naar man løfter Økser i Skovens Tykning.
6 Dongdengca dawk bawkim hnonaw hah amamae cakâ, cakkinnaw hoi a raphoe awh.
Og alt det udskaarne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.
7 Thoungnae hmuen hah hmai a sawi awh teh, na min onae hmuen hah a khin sak awh toe.
Paa din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.
8 Koung raphoe awh sei ati awh teh, ram thung e Cathut bawknae hmuen pueng hah hmai koung a sawi awh.
De tænkte: »Til Hobe udrydder vi dem!« De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.
9 Kaimouh teh mae mitnoutnae ka hmawt awh hoeh toe. Profet hai awm hoeh toe. Bangkong han nama aw, telah kapanuekkung kaimouh koe awm hoeh toe.
Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.
10 Oe Cathut, bangkongmaw na tarannaw ni na pathoe han. Taran ni na min pou a pacekpahlek han na maw.
Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at haane dit Navn?
11 Bangkongmaw na kut aranglae hah na dâw hoeh vaw. Bout dâw nateh, ahnimanaw hah koung raphoe haw.
Hvorfor holder du din Haand tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
12 Bangtelah tetpawiteh, Cathut teh ayan hoi talai taminaw koe rungngangnae kasakkung kaie Siangpahrang doeh.
Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.
13 Na thaonae lahoi talîpui hah na kapek teh, tui thung tuitamnaw e lû hah na khoe pouh.
Du kløvede Havet med Vælde, knuste paa Vandet Dragernes Hoved;
14 Leviathan lû hah koung na khoe pouh teh, kahrawng kaawmnaw ni ca hanelah na poe.
du søndrede Hovederne paa Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;
15 Tuikhu hoi palangnaw hah na palang pouh teh, palangpuinaw hah na hak sak.
Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;
16 Khodai hoi karum hai nange doeh Kanî hoi angnae hah na sak toe.
din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
17 Talai khori pueng hai thoseh, kompawi hoi kasik pueng hai thoseh na sak toe.
du fastsatte alle Grænser paa Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
18 Oe BAWIPA, taran ni na pathoe e hoi tamipathunaw ni na min a pacekpahlek e hah pahnim hanh.
Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har haanet, et Folk af Daarer har spottet dit Navn!
19 Oe, na bakhu hringnae heh sarang koe poe hanh. Ka mathoe e na taminaw e hringnae heh a yungyoe pahnim hanh.
Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;
20 Lawkkam hah bari haw. Bangkongtetpawiteh, talai a hmonae hmuennaw hah rektap lawpnae hoi akawi.
se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.
21 Oe, repcoungroe e naw heh, kaya laihoi ban sak hanh. Mathoe hoi a reikathainaw ni na min pholen naseh.
Lad ej den fortrykte gaa bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!
22 Oe Cathut, thaw nateh, na kong hah kangdoutkhai haw. Tamipathu ni hnintangkuem na pathoe e hah pahnim hanh.
Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af Daarer,
23 Na tarannaw lawk heh pahnim hanh. Nang na ka tarannaw e ruengruengtinae lawk teh hoehoe a kampaw e hah pahnim hanh.
lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!
