Sam 49
1 Kathutkung: Korah capanaw Tamimaya hetheh thai awh haw. Talai van kaawm e pueng thai awh haw.
Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme. Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,
2 Ka rahnoum hoi ka rasang, ka tawnta hoi ka mathoe pueng cungtalah thai awh haw.
baade høj og lav, baade rig og fattig!
3 Ka kâko ni lungangnae lawk a dei han. Hahoi, ka lungthin khopouknae ni panuethainae a poe han.
Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;
4 Cingthuilawk koe lah ka hnâ ka pakeng vaiteh, lawk ka ru ka dei e hah, ka ratoung hoi ka cai sak han.
jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, raader min Gaade til Strengeleg.
5 Thoenae ni na kalup navah, bangkongmaw hnin kathout nah ka taki han.
Hvorfor skulle jeg frygte i de onde Dage, naar mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,
6 Ahnimouh teh amamae hnopai hah a kâuep awh teh, a tawnta awh e dawk ka kâoup awh nakunghai,
de, som stoler paa deres Gods og bryster sig af deres store Rigdom?
7 amamae hmaunawngha apinihai ratang thai mahoeh. Ratangnae phu Cathut koe poe thai hoeh.
Visselig, ingen kan købe sin Sjæl fri og give Gud en Løsesum
8 Ahnimae hringnae ratang nahane aphu apap poung. Hatdawkvah, nâtuek hai poe hane khout thai hoeh.
— Prisen for hans Sjæl blev for høj, for evigt maatte han opgive det — saa han kunde blive i Live
9 Ratang pawiteh, a yungyoe a hring han doeh. Pawknae koe phat mahoeh.
og aldrig faa Graven at se;
10 Tamilungkaang hai a due. Hot patetvanlah, tamipathu hoi bangpuibangpa lah kaawm hoeh e hai a due van. Hahoi, hnopainaw hah ayânaw hanelah a ceitakhai awh tie hah a hmu awh.
nej, han skal se den; Vismænd dør, baade Daare og Taabe gaar bort. Deres Gods maa de afstaa til andre,
11 A lungthung hoi teh amamae im hah a yungyoe kangning hanelah a pouk awh. A onae im hah se pueng dawk kangning hanelah a pouk awh. Amamae ram hah a min a phu sak awh.
deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.
12 Hatei, tami heh bari lah ao eiteh, kangning hoeh. Kahmakatanae koe ka phat e saring patetlah doeh ao.
Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgaar.
13 Hethateh tamipathunaw e lamthung doeh. Hahoi, a catounnaw hai a dei awh e patetlah ao awh.
Saa gaar det dem, der tror sig trygge, saa ender det for dem, deres Tale behager. (Sela)
14 A duenae hmuen koelah ceikhai e tu patetlah ao awh. Duenae ni a ca awh han. Tamikalannaw ni khodai toteh a uk awh han. A onae hmuen koehoi ahlanae hmuen koe a takthai meihawinae naw teh, phuen vah koung a pawk han. (Sheol h7585)
I Dødsriget drives de ned som Faar, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder paa dem ved Gry, deres Skikkelse gaar Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig. (Sheol h7585)
15 Hatei, ka hringnae hateh, Cathut ni phuen thaonae koehoi a ratang han. Bangkongtetpawiteh, ama ni na coe han. (Sheol h7585)
Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Haand, thi han tager mig til sig. (Sela) (Sheol h7585)
16 Tami buet touh a tawnta teh, a imthungkhu bawilennae hoi hoehoe a kâthap navah, taket hanh.
Frygt ej, naar en Mand bliver rig, naar hans Huses Herlighed øges;
17 Bangkongtetpawiteh, a due toteh banghai sin thai kalawn mahoeh. A bawilennae ni hai kâbang sin kalawn mahoeh.
thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.
18 A hring nathung yawhawi kacoepounge lah kâpouk nakunghai, na tawnta dawkvah tami ni ka pholen nakunghai,
Priser han end i Live sig selv: »De lover dig for din Lykke!« —
19 a napanaw ceinae koe a cei van vaiteh, nâtuek hai kho ang hmawt thai awh mahoeh toe.
han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig faar Lyset at skue.
20 Tami ni bari e lah ao eiteh, panuethainae ka tawn hoeh e teh, saring kahmakata e patetlah doeh ao.
Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgaar.
