Sam 42

1 Kathutkung: Korah capanaw Sakhi ni tuisi a doun e patetlah Oe Cathut, ka hringnae ni nang na doun.

Til Sangmesteren. En Maskil af Koras Sønner.

2 Ka hringnae ni Cathut, ka hring Cathut hah a kahran. Nâtuek ne Cathut koe ka pha vaiteh, ka minhmai ka patue van han vai.

Som Hjorten skriger efter rindende Vand, saaledes skriger min Sjæl efter dig, o Gud.

3 Ayânaw ni na Cathut teh nâmouh ao vâ pou ati awh dawkvah, karum khodai ka mitphi teh khap laipalah ka rawca lah ao.

Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; naar skal jeg komme og stedes for Guds Aasyn?

4 Tamimaya hoi Cathut im rei cei awh navah, konawm laihoi, pholen la rei sak awh navah, tamimaya hoi pawi koe rei cei awh e naw hah, bout ka pouk toteh, ka hringnae heh ka thung vah ka rabawk.

Min Graad er blevet mit Brød baade Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: »Hvor er din Gud?«

5 Oe, ka hringnae bang dawk ne sut na ngam. Bangkongmaw ka thungvah runae na kâhmo. Cathut hah ngaihawi haw. Bangkongtetpawiteh, ama teh ka pholen han rah, na ka rungngangkung hoi ka Cathut.

Min Sjæl er opløst, naar jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelraab og Lovsang i Højtidsskaren.

6 Ka hringnae teh ka lungthung a lungmathoe dawkvah, Jordan ram, Hermon ram hoi Mizar, mon koehoi nang teh pou na pouk.

Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Aasyns Frelse og min Gud!

7 Na tuitâto pawlawk dawk, tui kadung hoi tui kadung a kâpan teh, na tuicapa ka thaw e ni koung na ramuk toe.

Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Miz'ars Bjerg.

8 BAWIPA ni khodai lah a pahrennae hah na poe teh, karum lah pholennae la sak laihoi, ka hringnae Cathut koe ratoum laihoi ka o.

Dyb raaber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine Brændinger og Bølger skyller hen over mig.

9 Ka lungsong, Cathut koevah, bangkongmaw na pahnim. Bangkongmaw ka tarannaw ni na pahuipalam awh kecu dawk ka lung a mathoe han rah, telah ka dei han.

Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud.

10 Ka tarannaw ni nâmouh na Cathut teh ao telah na panuikhai kecu dawk, ka hru koung a khoe awh mue toe telah ka pouk.

Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?

11 Ka hringnae bangkongmaw na lung a mathoe. Bangkongmaw ka thungvah, runae na kâhmo. Cathut hah kâuep haw. Bangkongtetpawiteh, ama teh ka pholen han rah. Na kabawmkung hoi na ka damsakkung doeh.

Det er, som knustes mine Ben, naar Fjenderne haaner mig, naar de stadig spørger mig: »Hvor er din Gud?« Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Aasyns Frelse og min Gud!