Sam 35
1 Kathutkung: Devit Oe BAWIPA, kai na ka tarannaw hah, taran van haw. Kai na katuknaw hah tuk van haw.
Af David. HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,
2 Taisawm hoi bahling lat nateh, kai kabawp hanelah kangdout haw.
grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,
3 Tahroe hai patuem nateh, na kapâleinaw hah ngang haw. Ka hringnae koe vah na kaie rungngangnae doeh tie dei haw.
tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: »Jeg er din Frelse!«
4 Ka hringnae la hanelah, kakâcainaw hah kayayeirai hoi awm sak nateh, runae poe hanlah kakâcainaw hah yawng sak nateh, lungpout hoi awm sak haw.
Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,
5 Kahlî ni vaikong palek e patetlah awm awh naseh. BAWIPA e kalvantami ni koung kahmat lah pâlei naseh.
de blive som Avner for Vinden, og HERRENS Engel nedstøde dem,
6 Ahnimouh ni a dawn awh e lamthung teh, kahmot e, ka pâhnan e lam lah awm naseh. Hawvah, BAWIPA e kalvantaminaw ni pâlei naseh.
deres Vej blive mørk og glat, og HERRENS Engel forfølge dem!
7 Bangkongtetpawiteh, a khuekhaw awm laipalah, ka kâman nahanelah arulahoi tamlawk a yap awh toe. A khuekhaw awm laipalah, ka bo nahane tangkom a tai awh.
Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.
8 Pouk laipalah ahnimouh teh rawk awh naseh. Arulahoi tamlawk a yap awh e dawk amamouh kâman awh naseh. Amamae tangkom dawk amamouh bawt awh naseh.
Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.
9 Ka hringnae heh BAWIPA dawk a lunghawi vaiteh, a rungngangnae dawk a konawm han.
Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,
10 Ka hru pueng ni, BAWIPA nang patetlah apimaw kaawm. Ahnimouh hlak a tha kaawmnaw thung hoi mathoenaw hah na rasa. Bokheiyah, mathoe hoi ka voutthoup e hah, ahnimouh karaphoekung thung hoi na rungngang toe, ati awh han.
alle mine Ledemod sige: »HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!«
11 Kapanuekkhai kaphawk a tho awh teh, ka panue hoeh e naw hah na pacei awh.
Falske Vidner staar frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;
12 Ka muitha lungmathoe sak nahanelah, hawinae hah thoenae hoi a patho awh.
de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.
13 Hatei, kai niteh, a pataw awh navah, buri ka kâkhu, rawcahai hoi kârahnoum hoi ka o. Hahoi, ka ratoumnae teh ka lungthin koe letlang a ban.
Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,
14 Hui hoi hmaunawngha ka khui e patetlah, manu hoi ka khui e patetlah ka kâhlai teh ka tabut.
som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.
15 Hatei, ahnimouh niteh, ka kangduenae a mathoe toteh, konawm laihoi a kamkhueng awh. Na ka tarannaw teh cungtalah a kamkhueng awh teh, hot hah ka panuek hoeh. Kâhat laipalah, koung na phi awh.
Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, haaner mig uden Ophør;
16 Cathutlaipa e naw ni, pawibu vennae koe na panuikhai awh teh, a hâkam na kata sin awh.
for min Venlighed dænger de mig med Haan, de skærer Tænder imod mig.
17 BAWIPA nâtotouh maw sut na khet han. Raphoe hanlah kâcainae thung hoi na rungngang haw. Sendek koehoi ka hringnae hah hlout sak haw.
Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.
18 Ka lentoe e kamkhuengnae koe, konawmnae lawk hah ka dei vaiteh, tami moikapap hmalah ka pholen han.
Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.
19 Laithoehrawnghrang lahoi ka tarannaw ni kai dawk a konawm hanh naseh. A khuekhaw awm laipalah, na kahmuhmanaw ni, na hmaiet hanh naseh.
Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!
20 Bangtelah tetpawiteh, roumnae lawk hah dei awh hoeh niteh, hete ram taminaw duem ao awh lahunnah, dumnae lawk dueng doeh a dei awh.
Thi de taler ej Fred, mod de stille i Landet udtænker de Svig;
21 A pahni na ang sin awh teh, vehveh, ka mit hoi ka hmu toe ati awh.
de spærrer Munden op imod mig og siger: »Ha, ha! Vi saa det med egne Øjne!«
22 Oe BAWIPA, het heh na hmu doeh. Duem awm hanh. Oe BAWIPA, na hlat takhai hanh.
Du saa det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;
23 Ka Cathut hoi ka BAWIPA, kai dawk ka phat e lawkceng hane kabawp hanelah, kâhlaw nateh, thaw haw.
rejs dig, vaagn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,
24 Oe BAWIPA, ka Cathut, na lannae lahoi lawk na ceng pouh haw. Kai dawk a konawm awh nahanh seh.
døm mig efter din Retfærd, HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig
25 Ahnimouh ni a lung thung hoi maimae lungngai akuep han toe, koung payawp awh han toe tet awh hanh naseh.
Og sige i Hjertet: »Ha! som vi ønsked!« lad dem ikke sige: »Vi slugte ham!«
26 Ka rucatnae dawk a lungkahawi e naw hah, kayak awh naseh. Kai lathueng kâoupnaw hah kayayeirai hoi awm awh naseh.
Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.
27 Ka lannae dawk kanawmkhaikung teh, lunghawi hoi la sak naseh. A san dawk a lung ka hawi e BAWIPA teh, pholen lah awm seh telah pou dei awh naseh.
Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: »Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!«
28 Hahoi, ka lai ni na lannae lawk a dei vaiteh, kanîruirui nang na pholen han.
Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.
