Sam 22

1 Kathutkung: Devit Ka Cathut, ka Cathut, bangkongmaw na cei takhai. Bangkongmaw ka kâhramnae lawk thai laipalah, na kabawp hoeh nahanlah ahlanae koe na o.

Til Sangmesteren. Efter »Morgenrødens Hind«. En Salme af David.

2 Oe Cathut, khodai lah kâhram ei, nang ni na thai pouh hoeh. Karum lahai duem ka onae awm hoeh.

Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.

3 Hatei, nang teh, na thoung. Isarelnaw ni pholen e lah na o.

Min Gud, jeg raaber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.

4 Ka mintoenaw ni na kâuep teh, na rungngang.

Og dog er du den hellige, som troner paa Israels Lovsange.

5 Na kaw awh teh, na rungngang. Na kâuep awh teh, yeiraipo boi awh hoeh.

Paa dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;

6 Hatei, kai teh tangraet lah doeh ka o. Ayâ ni pathoe e hoi pacekpahlek e lah ka o.

de raabte til dig og frelstes, forlod sig paa dig og blev ikke til Skamme.

7 Na ka hmawt e pueng ni na panuikhai, a pahni na ke sin awh. A lû na saling sin awh.

Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;

8 BAWIPA a kâuep nahoehmaw, ama ni rungngang na haw seh. Ahni dawk a ngainae awm pawiteh, atu roeroe rungngang na haw seh, telah ati awh.

alle, der ser mig, haaner mig, vrænger Mund og ryster paa Hovedet:

9 Hatei, nang teh anu von thung hoi na karasatkung doeh. Sanu ka nei lahun nah puennae na takhoe pouh.

»Han har væltet sin Sag paa HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.«

10 Pek khe hoi nang dawk hruek e lah ka o. Anu von thung hoi patenghai, nang teh ka Cathut lah yo la na o toe.

Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;

11 Kai koehoi ahlanae koe awm hanh. Bangkongtetpawiteh, runae a hnai teh kabawmkung awm hoeh.

paa dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.

12 Maitotan moikapap ni na kalup. Bashan ram e athakaawme maitotannaw ni na kalup.

Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!

13 A pahni na ang sin awh teh, sendek patetlah a cairing awh.

Stærke Tyre staar omkring mig, Basans vældige omringer mig,

14 Tui patetlah rabawk lah ka o teh, ka hruhrawng pueng teh koung a kâla. Ka lungthin teh khoilai patetlah ka thung vah, a kamyawt toe.

spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.

15 Ka tharui teh ampaikei patetlah a ke teh, ka lai hai ka dangka dawk a kâbet teh, duenae vaiphu dawk na ceikhai.

Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet paa mig;

16 Bangkongtetpawiteh, uinaw ni na kalup awh. Tamikathoutnaw ni na kalup awh. Ka kut hoi ka khok pawkkayawng lah a thut awh.

min Gane er tør som et Potteskaar, til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.

17 Ka hru pueng koung ka touk thai. Pout laipalah na khet awh teh, a lungkhuekti awh.

Thi Hunde staar omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,

18 Ka khohna a kârei awh teh, ka angki hah cungpam a rayu awh.

jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de paa mig.

19 Oe BAWIPA na hlat takhai hanh. Oe ka thaonae karanglah na kabawm haw.

Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.

20 Senehmaica hoi na rungngang haw, ka hringnae ka sungren e heh uinaw thaonae koehoi na rungngang haw.

Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!

21 Sendek kâko dawk hoi na rungngang nateh, savi ki dawk hoi na rungngang haw. Na pato leih.

Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!

22 Ka hmaunawnghanaw koe na min ka pâpho vaiteh, kamkhuengnaw koe na pholen han.

Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

23 Nangmouh BAWIPA kataketnaw, ama teh pholen awh. Jakop catounnaw pueng ama teh tawmrasang awh nateh, Isarel catounnaw pueng ama teh taket awh.

Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:

24 Bangkongtetpawiteh, runae ka khang e runae hah, dudam hoeh niteh, ahni koehoi a minhmai hai hrawk hoeh. Hatei, ahni koe a hram toteh a thai.

»I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!

25 Kalen e kamkhuengnae koe ka pholen e teh nang han doeh. Ama kataketnaw hmalah ka lawkkam hah ka kuep sak han.

Thi han foragtede ikke, forsmaaede ikke den armes Raab, skjulte ikke sit Aasyn for ham, men hørte, da han raabte til ham!«

26 Tami ka roedeng ni cat vaiteh a von a paha han. Ama katawngnaw ni BAWIPA teh a pholen han. Na lungthin hah pou kâhlaw seh.

Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;

27 Talai poutnae pueng ni a pâkuem awh teh, BAWIPA koe a kamlang awh vaiteh, miphun pueng ni na bawk awh han.

de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!

28 Bangkongtetpawiteh, uknaeram teh BAWIPA e doeh. Miphunnaw hah a uk.

Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Aasyn;

29 Talaivan katawntanaw pueng ni cat awh vaiteh a bawk awh han. Ma e hringnae ring thai awh hoeh. Vaiphu lah ka ban e pueng a hmalah a tabo awh han.

thi HERRENS er Riget, han er Folkenes Hersker.

30 Ahnimae catounnaw ni hai a bawk awh vaiteh, catounnaw ni hai BAWIPA e kamthang hah a dei awh han.

De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Aasyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.

31 A lannae, pâpho hanelah a tho awh vaiteh, khe lah kaawm hane naw koe BAWIPA ni hetheh a sak telah a pâpho awh han.

Ham skal Efterkommerne tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer; de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.