Cingthuilawk 7
1 Ka capa, ka lawk hah hringkhai nateh, kaie kâpoelawknaw hah na thung vah pâkuem haw.
Min Søn, vogt dig mine Ord, mine Bud maa du gemme hos dig;
2 Kaie kâpoelawk hah, pâkuem nateh, hringkhai haw. Hahoi, Kaie kâpoelawknaw hah na mitmu patetlah ring haw.
vogt mine Bud, saa skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;
3 Na kutdawnnaw dawk pâkhit nateh, na lungthin dawkvah thut haw.
bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle,
4 Lungangnae koevah, ka tawncanu lah na o tet nateh, thaipanueknae hah na tawncanu patetlah pouk haw.
sig til Visdommen: »Du er min Søster!« og kald Forstanden Veninde,
5 Het niyah napui kahawihoehnaw koehoi na hlout sak vaiteh, lawk radip lawk pâhnan naw koehoi na ring han.
at den maa vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.
6 Kama im e hlalangaw dawk hoi ka khet boteh,
Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;
7 Kamawngrame thung dawk, nawsai buet touh hah tanglanaw rahak vah ka hmu.
og blandt de tankeløse saa jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;
8 Hote napui aonae lamtakin koe a pha awh toteh, ahni im lah ceinae lamtalawi hah a dawn.
han gik paa Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem paa Vej til hendes Hus
9 Tangmin karumsaning a pha toteh,
i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.
10 hawvah, hak kamthoup niteh, ka kâyawt e napui ni a kâhmo.
Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;
11 Hote napui teh a im vah duem kaawm thai hoeh e, a lungkatang e lah ao.
løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;
12 Lamthung hoi lam takin koe ao teh tamipueng hah ouk a pawp.
snart paa Gader, snart paa Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun;
13 A takawi teh, tang a paco Lungpuennae awm laipalah, hettelah a dei.
hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;
14 Roum thueng hane ka tawn. Sahnin ka lawkkam ka kuep sak han.
»Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,
15 Hatdawkvah nang dawn hanelah ka tho. Na tawng teh na kâhmo toe.
gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!
16 Ka ikhun dawk a meikahawi poung e hni Izip lukkarei a em kaawm e sut ka phai toe.
Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred,
17 Ka ikhun teh, murah hoi aloe, nakzik hmuitui hoi ka pathoup toe.
jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;
18 Tho haw, khodai totouh, lungpatawnae lahoi phaibongcito roi sei.
kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!
19 Bangkongtetpawiteh, ka vâ teh im vah awm hoeh. Tangkabom a sin teh, kho hlanae koe kahlawng yo a cei toe.
Thi Manden er ikke hjemme, paa Langfærd er han draget;
20 Thapa a kamhluem to doeh tho ti toe telah atipouh.
Pengepungen tog han med, ved Fuldmaane kommer han hjem!«
21 Lawkdeithoumnae ni a tâ teh, lawk pâhnan hoi a tacuek thai
Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;
22 Maitotan ni moi theinae koe a pâtam e patetlah thoseh, sayuk ni a lungthin pala ni a cusin hoehnahlan karap coungroe e patetlah thoseh,
tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,
23 Tava ni a due nahanelah patung e tangkam a panue hoeh teh, karanglah a kâen e patetlah thoseh, thoundoun teh hote napui hnuk tang a kâbang.
til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.
24 Hatdawkvah, ka capanaw, ka lawk heh tarawi awh nateh, ka dei e lawk hah kahawicalah pouk awh.
Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!
25 Na lungthin hah hote napui koelah, kamlang sak hanh, a dawn e lam dawk dawn hanh.
Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild paa hendes Stier;
26 Bangkongtetpawiteh, tami moikapap hmâ a paca teh, athakaawme tami moikapap a kamlei sak toe.
thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.
