Job 7
1 Talaivan dawkvah tami hanelah thaw ka ru e thaw a onae tueng ouk ao nahoehmaw, a hninnaw hai kutkapânaw e hnin patetlah awm hoeh namaw.
Er ikke et menneskes liv på jorden en krigstjeneste, og hans dager som en dagarbeiders dager?
2 Tâhlip dik ka doun e san patetlah, kutkapânaw ni kutphu hmu han a ngai hawi e patetlah.
Lik en træl som higer efter skygge, og lik en dagarbeider som venter på sin lønn,
3 Bang hoeh e dawk thapa moikapap lah ka hno teh, khohmo runae naw hah kai hanelah ao toe.
således har jeg fått i eie måneder fulle av nød, og møiefulle netter er falt i min lodd.
4 Ka i na koehoi, nâtuek maw ka thaw han. Karum heh baw nah lawiseh ka ti. Bangkongtetpawiteh, khodai totouh kamhmei kamlang hoi ka o.
Når jeg legger mig, da sier jeg: Når skal jeg stå op? Og lang blir aftenen, og jeg blir trett av å kaste mig hit og dit inntil morgenlysningen.
5 Ka takthai teh, pâri hoi songnawng ni muen na kayo teh, ka vuen hai cupei teh koung a kâhnoum.
Mitt kjøtt er klædd med makk og med skorper som av jord; min hud skrukner og brister.
6 Ka hninnaw teh, hnikawngnae yawngyen hlak hai a rang teh, ngaihawinae awm laipalah a loum.
Mine dager farer hurtigere avsted enn en veverskyttel, og de svinner bort uten håp.
7 Ka hringnae teh kahlî doeh tie hah pahnim hanh, ka mit ni ahawinae bout hmawt mahoeh toe.
Kom i hu at mitt liv er et pust! Aldri mere skal mitt øie se noget godt.
8 Na kahmawtnaw e mit ni bout na hmawt mahoeh toe. Na mit ka tak dawk a um navah, kaawm mahoeh toe.
Den som nu ser mig, skal ikke mere få øie på mig; når dine øine søker efter mig, er jeg ikke mere.
9 Tâmai kâhin teh, a kahma e patetlah, duenae tangkom thung ka cet e ni bout ban mahoeh toe. (Sheol h7585)
En sky blir borte og farer avsted; således er det med den som farer ned til dødsriket - han stiger ikke op derfra, (Sheol h7585)
10 A im vah bout ban hoeh vaiteh, a onae hmuen ni ama teh panuek mahoeh toe.
han vender ikke mere tilbake til sitt hus, og hans sted kjenner ham ikke lenger.
11 Hatdawkvah ka pahni ka cakuep mahoeh. Ka muitha rek na laihoi ka dei vaiteh, kakhat e ka hringnae hoi lai ka roe han.
Så vil da heller ikke jeg legge bånd på min munn; jeg vil tale i min ånds trengsel, jeg vil klage i min sjels bitre smerte.
12 Kai teh, talî lah maw ka tho. Nahoeh pawiteh, talî dawk e khorui lah maw ka tho teh, na karingkung hah na ta pouh.
Er jeg et hav eller et havuhyre, siden du setter vakt over mig?
13 Ka ikhun ni ka ngai a mawng sak han. Ka yannae ikhun ni ka phuenangnae a roum sak han telah ka ti navah,
Når jeg sier: Min seng skal trøste mig, mitt leie skal hjelpe mig å bære min sorg,
14 Tangmin mang lahoi na pakhi teh, kamnuenae lahoi kai na kalue sak.
da skremmer du mig med drømmer og forferder mig med syner.
15 Ka hringnae ni ka lahuen a kara hoi duenae hah, ka takthai ni a ngaihnawn.
Derfor foretrekker min sjel å kveles - heller døden enn disse avmagrede ben!
16 Ka hringnae he ka hnueai teh, yungyoe ka hring mahoeh. Kama dueng na awm sak awh. Bangkongtetpawiteh, ka hringnae teh a kahû lah doeh ao.
Jeg er kjed av dette; jeg lever ikke evindelig; la mig være, for mine dager er et pust.
17 Tami he banglamaw ao teh, hettelah na tawmrasang teh, a lathueng vah na lungthin pou na ta.
Hvad er et menneske, at du gir så meget akt på ham og retter dine tanker på ham,
18 Amon tangkuem na tho sin teh, nâtuek e atueng dawk hai pou na tanouk.
at du opsøker ham hver morgen og prøver ham hvert øieblikk?
19 Nâtuek hai na kamlang takhai laipalah, pou na khet vaiteh, ka tamtui ka padoun nahai ka madueng na tat hoeh.
Hvor lenge skal det vare før du vender dine øine bort fra mig? Vil du ikke slippe mig til jeg får svelget mitt spytt?
20 Yonnae ka tawn maw, oe taminaw ka ring e, nang lathueng vah bangmaw ka sak. Bangdawkmaw na hmaitung vah telah na o sak teh, kama hoi kama hnori lah na o sak.
Har jeg syndet, hvad ondt gjorde jeg da mot dig, du menneskevokter? Hvorfor har du gjort mig til skive for dig, så jeg er mig selv til byrde?
21 Bangdawkmaw na kâ ka eknae hah na ngaithoum laipalah, ka payonpakainae hah na lat pouh hoeh. Bangkongtetpawiteh, vaiphu dawk ka i vaiteh, nama ni kai na tawng han, hatei kaawm mahoeh toe atipouh.
Og hvorfor tilgir du ikke min brøde og forlater mig min misgjerning? For nu må jeg legge mig i støvet; når du søker mig, er jeg ikke mere.
