Job 4
1 Hahoi Teman tami Eliphaz ni ahni koe bout a dei e teh,
Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 nang koe lawk kam touh ka dei haw vai, na thaima han vaimoe. Hatei apinimaw dei laipalah ao thai han.
Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
3 Tami moikapap na cangkhai toe. Kut tha kaawm hoeh e tha na o sak.
Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
4 Na lawk ni karawmnaw hah a thaw sak teh, khokpakhu tha kaawm hoeh e tha ao sak.
dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
5 Hateiteh, atu nama koe a pha teh, na lung sut a pout. Na tek teh, na ngaihmang.
Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
6 Na barilawa e hoi na kâuepkhai e nahoehmaw, kakuep e lamthung hah na ngaihawi e nahoehmaw.
Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
7 Atu pouk haw, kayonhoehe apimaw kahmakata boi vai. Hat hoehpawiteh, tamikalan hah nâmaw tâkhawng e lah ao boi.
Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
8 Kahmanae dawkvah payonpakainae, talai kanawk teh runae ka tu e ni doeh ouk a a.
Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
9 Cathut e kâha dawk a kahma awh teh, a lungkhueknae kâha dawk be a kak awh.
For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
10 Sendek huk e pawlawk hoi, ka matheng poung e sendektan kanaw e a hâ hah a kâkhoe.
Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
11 Ca hane ao hoeh dawkvah Sendek matawngnaw a kamlum teh, Sendek manu e a canaw teh koung kâkapek awh.
Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
12 Atu arulahoi kai koe lawk a pha teh, ka hnâ ni arulahoi pouk e hah a thai.
Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
13 Karoumcalah a i awh lahun navah, karum vah vision hah pouk lahun navah,
i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
14 Takinae hoi pâyawnae kai koe a pha. Ka hrunaw pueng koung kâhlehlawk sak e han,
Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
15 Hottelah muitha teh, ka hmalah a kâhlai teh, ka muen rueng a thaw.
et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
16 Hote muitha hah a kangdue teh, ka kamnuek e hah kapek thai hoeh. Ka mithmu vah hno buet touh a kamnue, duem ao teh lawk hah ka thai.
Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
17 Ka dout thai e tami heh, Cathut hlak vah a lan thai maw, tami heh kasakkung hlak vah a thoung thai na maw.
»Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
18 A sannaw patenghai kâuepkhai hoeh niteh, kalvantaminaw hai na payon tet pouh pawiteh,
End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
19 amhru im dawk kho ka sak niteh, a kungpui teh, vaiphu lah ao teh, ahnimanaw teh, khakbara ni patenghai a tâ thai e hah bangtelamaw hoe a yuem thai han.
endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
20 Amon hoi tangmin totouh katipcalah a kâbawng teh, apinihai tek laipalah a yungyoe a kahma awh.
De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
21 Ahawi poungnae naw hai koung takhoe lah ao teh, lungangnae awm laipalah be a due awh telah atipouh.
Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.
