Job 30
1 Hatei, atuteh kai hlak ka camo e naw ni Kai na pathoe awh. A napanaw hah kai ni ka panuet teh, kaie tuhu ka ring e uinaw koe patenghai bawk van hoeh.
Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
2 A thaonae hah kai hanelah bangmaw cungkeinae kaawm. A thayung tawn awh hoeh toe.
Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
3 Takangnae hoi voutthoup dawk a kamsoe awh teh, kahrawngum kingdinae hmuen koe tang a yawng awh.
tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
4 Pho um e angmai hna a la awh teh, samphokung e a tangpha hah rawca hanelah a tai awh.
og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
5 Ahnimouh teh, tami koehoi pâlei awh teh, tamru patetlah a hramsin awh.
Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve raabes der efter dem.
6 Tangkom thung hoi lungngoum thung o hanelah doeh ao awh. Talai hoi talung kâko dawk ao awh.
De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
7 Caprapum vah a hram awh teh, pâkhingum vah a tabo awh.
De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
8 Ahnimouh teh tamipathu e canaw doeh. Bang pato patang hoeh e canaw doeh. Ram thung hoi hrek e naw doeh.
en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
9 Atu teh la lah na sak awh hanelah ka o toe. Na pathoe e lah ka o toe.
Men nu er jeg Haansang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
10 Na panuet awh teh kai hoi kâhlat lah na o awh. Ka minhmai na tamthawi awh.
de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
11 Bangkongtetpawiteh, lirui hah a rasu awh teh, na ka pacekpahlek awh. Ka hmalah kammoumrui a rasu awh.
Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
12 Kaie aranglah nawsainaw a kangdue teh, ka khok hah a phen awh. A rawkphainae lamthung hah kai taranlahoi a sak awh.
Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slaar de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig;
13 Ka lamthung hah a raphoe awh. Kai ka tâlaw nahanelah a kâyawm awh. Ahnimouh kâhruetcuet ka poe hane apihai awm hoeh.
min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
14 Ka kaw poung e kâko dawk hoi a tho awh teh, ningkatim rahim vah na kalup awh.
de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
15 Takithopoung e ka lathueng vah a pha. Bari lah ka onae hah kahlî patetlah a pâlei awh. Ka tawn e naw hah tâmai patetlah a kahma.
Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
16 Ka kângairunae ni ka hringnae teh a rabawk toe. Ka khangnae hninnaw ni khak na kuet.
Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
17 Karum lah ka hru hah koung a thut teh, ka tharui patawnae ni roum thai hoeh.
Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
18 Ka patawpoung e ni hnicu hoi kayo e patetlah na kayo teh, angki lahuen patetlah na katek.
Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
19 Tangdong dawk na tâkhawng teh, hraba hoi vaiphu patetlah ka o toe.
Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
20 Nama koe ka hram, hateiteh, na pato hoeh. Ka kangdue teh na khet.
Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du staar der og ænser mig ikke;
21 Hatei, kai hanelah ka pahngawpahrak e lah na o. Na kut thasainae ni na taran.
grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Haand.
22 Kahlî dawk na tawm teh, a lathueng vah na kâcui sak.
Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
23 Bangkongtetpawiteh, nama ni duenae dawk na ceikhai hane hah ka panue. Hringnae katawnnaw pueng hanelah, na pouk pouh tangcoung e im dawkvah.
thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
24 BAWIPA ni a kut a dâw torei teh, a kâhei nakunghai, banglah tho hoeh toe. A raphoe torei teh, a hram nakunghai hawinae awm hoeh toe.
Dog, mon den druknende ej rækker Haanden ud og raaber om Hjælp, naar han gaar under?
25 Runae ka kâhmonaw hanlah ouk ka ka nahoehmaw. Karoedengnaw hanlah lungreithai hoi kaawm boihoeh maw.
Mon ikke jeg græder over den, som havde det haardt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
26 Hateiteh, hawinae ka tawng navah, hno kahawihoehe hah ka lathueng vah a pha. Angnae ka ring navah hmonae a pha.
Jeg biede paa Lykke, men Ulykke kom, jeg haabed paa Lys, men Mørke kom;
27 Ka lungthin a tâsue teh roum thai hoeh. Ka khangnae hninnaw ni na tho sin.
ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
28 Panuinae koelah tho hoeh niteh, lungmathoe koelah ka cei. Kamkhuengnaw rahak vah, ka kangdue teh, kabawpnae ka hei teh ka hram.
trøstesløs gaar jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og raaber;
29 Kahrawnguinaw e hmaunawngha lah ka o. Kalauk tavanaw hoi huiko lah ka o.
Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
30 Ka vuen teh hoehoe a tamang teh kai koehoi a bo, Ka hrunaw teh puenghoi a kâan
Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
31 Ka ratoung teh ka lungmathoenae lah a coung, ka tamawi teh kâlawk lah a coung.
min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Graad!
