< Job 29 >

1 Job ni a dei lawk hah bout a patawp teh,
Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2 Oe ka loum tangcoung e a kum hoi thapa naw dawk bout kaawm haw pawiteh, Cathut ni na kountouknae a hnin patetlah
Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
3 ka lû dawk hmaiim a ang teh, a angnae dawk hoi hmonae ka tapuet thai navah,
da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
4 Ka roung takhangnae a tueng, ka im dawk Cathut hoi kâhuikonae tueng, hatnae patetlah bout kaawm haw pawiteh,
som i mine modne Aar, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
5 Athakasaipounge, kai koe na okhai e hoi, ka canaw ka teng vah petkâkalup lah ao awh navah,
da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
6 Ka ceinae lamthung dawk maito sanutui a lawng, lungsongpui ni kai hanelah satui pou a lawng sak navah,
da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
7 khopui kâennae longkha koe ouk ka cei navah, thongma dawk ouk ka tahungnae koe ka ceikhai navah,
da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde paa Torvet.
8 Thoundounnaw ni na hmu awh teh, a kâhro awh. Kacuenaw ni a thaw awh teh a kangdue awh.
Naar Ungdommen saa mig, gemte den sig, Oldinge rejste sig op og stod,
9 Bawinaw ni lawk dei hane pahni a cakuep awh. A kut hoi pahni a tabuem awh.
Høvdinger standsed i Talen og lagde Haand paa Mund,
10 Bawinaw hai lawkkamuem lah duem ao awh teh, a lai teh adangka dawk rapkâbet pouh.
Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
11 A hnâ ni a thai torei teh, yawhawi na poe awh. A mit hoi a hmu awh torei teh na panuikhai awh.
Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet saa og tilkendte mig Ære.
12 Bangkongtetpawiteh, karoedengnaw hah ka rungngang teh na pa hoi kabawmkung ka tawn hoeh e naw hah ouk ka kabawp.
Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
13 Kahmatkatanaw e yawhawinaw hah, ka lathueng vah a pha. Lahmainaw e lungthin hah lunghawinae la ka sak sak.
den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
14 Lannae hah ka khohna teh, ka lannae teh angkidung hoi bawilakhung patetlah ao.
jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
15 Mitdawnnaw hanelah mit lah ka o teh, khokkhemnaw hanelah khok lah ka o.
Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
16 Karoedengnaw, hanelah na pa lah ka o teh, ka panue hoeh e naw e lawk hai ka ngai pouh.
jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
17 Tamikathoutnaw e a no hah ka khoe pouh teh, a hâ hoi a kei e hah ka rasa pouh.
den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
18 Hottelah ka tabu thung ka due vaiteh, ka hninnaw teh sadi patetlah ka pung sak han.
Saa tænkte jeg da: »Jeg skal dø i min Rede, leve saa længe som Føniksfuglen;
19 Tui aonae koe vah ka tangphanaw ka payang vaiteh, ka kangnaw dawk karum khodai tadamtui ao han.
min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
20 Ka bawilennae teh ka thung vah bout a katha teh, ka pala teh ka kut dawk a tha hoi a kawi han.
min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Haand!«
21 Taminaw ni na ring teh na rabui awh. Ka khokhangnae dawk duem ao awh.
Mig hørte de paa og bied, var tavse, mens jeg gav Raad;
22 Ka dei hnukkhu hoi banghai dei awh hoeh toe. Ka dei e teh ahnimouh koe tadamtui patetlah a bo.
ingen tog Ordet, naar jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende paa dem;
23 Khotui patetlah na ring awh teh, a hnukteng e kho ka rak e patetlah kakawpoung lah pahni a ang awh.
de bied paa mig som paa Regn, spærred Munden op efter Vaarregn.
24 Ka panuikhai pawiteh yuem awh mahoeh. Ka minhmai a angnae teh, hmonae lah awm sak awh hoeh.
Mistrøstige smilte jeg til, mit Aasyns Lys fik de ej til at svinde.
25 Ahnimouh hane lamthung ka rawi teh, kahrawikung patetlah ka tahung. Hottelah ransanaw thung vah siangpahrang patetlah kho ka sak. A lung ka mathoutnaw lungpahawi e patetlah ka o.
Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.

< Job 29 >