Job 19
1 Job ni a pathung teh,
Da tok Job til orde og sa:
2 Atueng nâsittouh maw ka hringnae he runae na poe awh teh, lawk hoi kai na raphoe awh han.
Hvor lenge vil I bedrøve min sjel og knuse mig med ord?
3 Vai hra totouh na pathoe awh e ka tak dawkvah na payon awh nakunghai na kayak awh hoeh.
Det er nu tiende gang I håner mig og ikke skammer eder ved å krenke mig.
4 Ka payon katang pawiteh, ka payonnae teh kai dawk pou ao han.
Har jeg virkelig faret vill, da blir min villfarelse min egen sak.
5 Kai na taranlahoi na kâoup awh teh, kai kayanae heh kai na tarannae lah na hno awh pawiteh,
Vil I virkelig ophøie eder over mig og vise mig at min vanære har rammet mig med rette?
6 kai dawkvah Cathut a payon tie hoi, a tamlawk hoi na ramuk tie hah panuek awh.
Så vit da at Gud har gjort mig urett og satt sitt garn omkring mig!
7 Payonnae kong dawkvah ka hram pawiteh, na thai pouh mahoeh. Puenghoi ka hram nakunghai lannae hah awm hoeh.
Se, jeg roper: Vold! - men jeg får intet svar; jeg skriker om hjelp, men det er ingen rett å få.
8 Ka tapuet thai hoeh nahanlah ama ni ka lamthung hah a pâbing. Ka lamthung dawk hmonae hah a ta.
Min vei har han stengt, så jeg ikke kommer frem, og over mine stier legger han mørke.
9 Ka bawilennae hah na rading pouh teh, ka lû dawk e bawilukhung hah na la pouh.
Min ære har han avklædd mig og tatt bort kronen fra mitt hode.
10 Avoivang hoi vekvek na phi te ka kahma toe. Ka ngaihawinae teh, thingkung patetlah na phawk pouh.
Han bryter mig ned på alle kanter, så jeg går til grunne, og han rykker op mitt håp som et tre.
11 Kai na taranlahoi a lungkhueknae hah a kâan sak teh, a taran buet touh e patetlah na touksin.
Han lar sin vrede brenne mot mig og akter mig som sin fiende.
12 A ransahu hah a kamkhueng awh teh, kai na taran lahoi lamthung a rasoun awh, ka lukkareirim tengpam petkâkalup lah na ven awh.
Hans hærflokker kommer alle sammen og rydder sig vei mot mig, og de leirer sig rundt om mitt telt.
13 Ka hmaunawnghanaw hah ahla nah koelah na puen pouh teh, ka panue e naw hah tamitavan lah koung ao awh.
Mine brødre har han drevet langt bort fra mig, og mine kjenninger er blitt aldeles fremmede for mig.
14 Ka imthungnaw hai ka hmawt thai hoeh toe. Ka huikahawinaw ni koung na pahnim awh toe.
Mine nærmeste holder sig borte, og mine kjente har glemt mig.
15 Ka im dawk kho kasaknaw, ka sannunaw ni imyin lah na pouk awh. Ahnimae mithmu vah imyin lah ka o.
Mine husfolk og mine tjenestepiker akter mig for en fremmed; jeg er en utlending i deres øine.
16 Ka sannaw hah ka kaw eiteh, na pato awh hoeh toe. Lawkkanem hoi pasawt a ngai toe.
Kaller jeg på min tjener, så svarer han ikke; med egen munn må jeg bønnfalle ham.
17 Ka hringnae teh ka yu hanelah a hnueai e lah ao teh, rei ka tâcawt e hmaunawnghanaw hanelah ngai ka tho e la awm hoeh toe.
Min ånde er motbydelig for min hustru, og min vonde lukt for min mors sønner.
18 Camoca ni patenghai na dudam awh. Ka thaw navah kai taranlahoi lawk a dei awh.
Endog barn forakter mig; vil jeg reise mig, så taler de mot mig.
19 Ka huiko kamyawng pueng ni na panuet awh. Ka lungpataw e naw ni hai kai tarankung lah koung ao awh.
Alle mine nærmeste venner avskyr mig, og de jeg elsket, har vendt sig mot mig.
20 Ka vuen hoi ka tak hai ka hru dawk rapkâbet. Kahâhli duengdoeh kaawm toe.
Mine ben trenger ut gjennem min hud og mitt kjøtt, og bare tannhinnen er ennu urørt på mig.
21 Oe, nangmouh ka huinaw, na pahren awh haw, na pahren awh haw, bangkongtetpawiteh Cathut e kut hoi na hem e la ka o toe.
Forbarm eder, forbarm eder over mig, I mine venner! For Guds hånd har rørt ved mig.
22 Bang kecu dawk maw Cathut na rektap e patetlah kai hah na rektap awh. Ka takthai dawk ka khangnae he na khout sak awh hoeh rah maw.
Hvorfor forfølger I mig likesom Gud og blir ikke mette av mitt kjøtt?
23 Oe, ka lawknaw he ca lah ka thun pawiteh, cauknaw dawk pakhum boipawiteh,
Men gid mine ord måtte bli opskrevet! Gid de måtte bli optegnet i en bok,
24 thutnae sum hoi, talung dawk thut e a yungyoe hanelah awm pawiteh,
ja, med jerngriffel og bly for evig bli hugget inn i sten!
25 kai na karatangkung teh a hring tie hah ka panue. A hnuktengpoung nah talai van bout a kangdue han.
Men jeg - jeg vet min gjenløser lever, og som den siste skal han stå frem på støvet.
26 Ka vuen heh raphoe hnukkhu hoi, ka takthai hoi Cathut hah ka hmu han tie hah ka panue.
Og efterat denne min hud er blitt ødelagt, skal jeg ut fra mitt kjød skue Gud,
27 Kai kama roeroe ni ka hmu vaiteh, ayâ alouk ni a hmu dueng laipalah, kai ni kamae mit hoi roeroe ka hmu han. Banghloimaw ka thung e ka lungthin ni a rabui.
han som jeg skal skue, mig til gode, han som mine øine skal se og ikke nogen fremmed - mine nyrer tæres bort i mitt liv.
28 Hno coungnae a kung teh, kai dawkvah hmu awh eiteh, bangtelamaw, ahni teh rektap han, na tet awh boipawiteh,
Når I sier: Hvor vi skal forfølge ham! - I har jo funnet skylden hos mig -
29 Namamouh ni tahloi teh taket awh. Bangkongtetpawiteh, lungkhueknae ni tahloi hoi reknae hah tâco sak. Lawkcengnae ao tie hah panuethai nahan telah ati.
så frykt for sverdet! For vrede er en synd som er hjemfalt til sverd. Dette sier jeg forat I skal tenke på at det kommer en dom.
