Job 14
1 Napui ni a khe e tami teh, a hring kaduem ni teh runae hoi kakawi e doeh.
Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
2 A pei patetlah a kamdat teh bout a kamyai. Tâhlip patetlah a kampuen teh, bout awm hoeh toe.
han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
3 Hot patetlae dawkvah, na mit na padai teh, lawkcengnae dawk nama koe na ceikhai han na maw.
Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
4 Apinimaw kathounghoehe dawk hoi, na thoung e a la thai han, apinihai lat thai mahoeh.
Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
5 A hninnaw hah atueng khoe hnukkhu hoi, thapa nâyittouh maw tie hah na kut dawk ao. A tapuet thai hoeh nahanelah khori hoi a ngang pouh.
Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
6 Kut ka pâ e tami patetlah a hninnaw aloum totouh, a kâhat thai nahanelah ahni teh kamlang takhai haw.
tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
7 Bangkongtetpawiteh, thing teh tâtueng nakunghai bout a bawt hane letlang hngaihawinae ao rah. A cakang bout a bawt han.
Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
8 Talai dawk a khawngyang kahmawn nakunghai kadout nakunghai.
ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
9 Tui kahû dawk bout bawt vaiteh, ung e patetlah a cakang a tâco han doeh.
lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
10 Hateiteh, tami teh a due hoi pakawp teh a kahma toe, tami teh a kâha a baw teh namaw ao.
men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
11 Talî dawk e tui a kahma teh, tuipui hai a hak teh be a ke.
Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
12 Hot patetlah tami hai a yan teh thaw hoeh toe. Kalvannaw ao hoeh totouh hai kâhlaw hoe toe. Hoeh pawiteh, muet a inae koehoi kâhlaw mahoeh toe.
så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
13 Oe phuen koe na hrawk sak haw, na lungkhueknae a roum hoeh roukrak na hrawk haw, atueng hah na pouk pouh nateh, na pahnim hanh. (Sheol h7585)
Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
14 Ka kâthungnae atueng a pha totouh, tami dout pawiteh, bout a hring han namaw Ka ru e ka thawnaw dawk hoi ka ring han.
Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
15 Na kaw vaiteh, na pato han. Nama ni na kut hoi na sak e teh na pahren han.
du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
16 Bangkongtetpawiteh, ka khokhnuknaw pueng be na touk. Hateiteh, ka yonnae naw hah na khen pouh hanh.
Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
17 Kâtapoenae hah, yawngya thung khakkin e naw lah ao teh, ka payonpakai e hah na ramuk.
forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
18 Hateiteh, mon katim e patetlah, talung teh a onae hmuen koehoi puen e patetlah,
Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
19 tui ni talung pekpacin e patetlah, tuikalen ni talai kahawi a ceikhai e patetlah, tami e ngaihawi e hah na raphoe.
som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
20 Ama teh poe na tâ teh, be a kahma awh. A mei na kâthungsak teh, alouklah na cei sak.
For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
21 A capanaw a tawmrasang e hah panuek awh hoeh. Ahnimouh pabo lah o awh e hai kâhmawt thai hoeh.
Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
22 Hateiteh, a takthai hah patawnae dawk ao vaiteh, a hringnae ni ama a khui han telah a ti.
ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
