Job 11

1 Naamath tami Zophar ni a pathung e teh,

Saa tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:

2 Hettelae lawk kapap e heh pathung laipalah ao thai han namaw, Lawk moikapap ka dei e pueng ni maw kayonhoehe la o awh han.

Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?

3 Na dei e lawk hrawnghrang ni, tami a roum sak thai han namaw, Tami na panuikhai nah buet touh ni hai yue mahoeh namaw.

Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke faa Skam?

4 Bangkongtetpawiteh, ka yuemnae teh a thoung. Na mithmu vah kathoung telah na ti.

Du siger: »Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!«

5 Hateiteh, oe Cathut ni na dei pouh seh, nang kâtaran lahoi pahni ang naseh.

Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,

6 Ama ni lungangnae arulawk hah na hmu sak yawkaw han, bangkongtetpawiteh, na lungangnae alet hni touh apap. Hatdawkvah na payonpakai e dawk hoi kayounhnawn lah Cathut ni a sak tie panuek.

kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!

7 Kadungpoung e Cathut e hno hah na pakhingpalang thai na maw, Athakasaipounge coungnae hah na tawng teh koung na hmuthai maw.

Har du loddet Bunden i Gud og naaet den Almægtiges Grænse?

8 Kalvan hlak hai a rasang teh, nang ni bangmaw na sak thai, Phuennaw hlak hai hoe adung teh, nang ni bangmaw na panue. (Sheol h7585)

Højere er den end Himlen — hvad kan du? Dybere end Dødsriget — hvad ved du? (Sheol h7585)

9 A bangnuenae teh, talai hlak hai asaw. Tuipui hlak hai hoe akaw.

Den overgaar Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.

10 A man teh thongim dawk paung hoi lawkceng hanelah pâkhueng pawiteh, apinimaw ahni teh a rungngang thai han.

Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?

11 Bangkongtetpawiteh, huenghai ao a e hah a panue, thoe sak e hai a hmu. Ama ni pouk laipalah maw ao han.

Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpaa,

12 Bangkongtetpawiteh, kahrawng e laca patetlah tami a khe torei teh, tamipathu teh a lungang han.

saa tomhjernet Mand faar Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.

13 Na lungthin hah kârakueng nateh Cathut koe na kut dâw haw.

Hvis du faar Skik paa dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,

14 Na kut dawk na payonpakai e awm boipawiteh, ahlanae koe tâkhawng haw. Kathoute hah na im dawk awm hanh seh.

hvis Uret er fjern fra din Haand, og Brøde ej bor i dit Telt,

15 Hottelah tounnae awm laipalah, na minhmai hah a kamnue han doeh. Kacakcalah na o vaiteh, na taket mahoeh.

ja, da kan du lydefri løfte dit Aasyn og uden at frygte staa fast,

16 Bangkongtetpawiteh, na rucatnae hah na pahnim vaiteh, poun ka lawng e tui patetlah pahnim hanh.

ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;

17 Na hringnae teh kanîthun e hlak hai hoe a ang han, a hmonae hah amom patetlah ao han.

dit Liv skal overstraale Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.

18 Karoumcalah na o han, bangkongtetpawiteh, ngaihawinae ao. Na tengpam e hno na sung nakunghai karoumcalah na kâhat han.

Tryg skal du være, fordi du har Haab; du ser dig om og gaar trygt til Hvile,

19 Na i vaiteh, apinihai tâsuenae na poe mahoeh, tami moikapap ni nang koe a kâhei awh han.

du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.

20 Hateiteh, tamikathoutnaw e mit teh, dawn vaiteh, hlout awh mahoeh. A ngaihawi awh e hringnae teh a sung awh han telah a ti.

Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Haab er blot at udaande Sjælen!