La Bu 42
1 Sakhi sitwi chimset ngaichat dangchah bangin, kahin ngaicha e O Pathen Elohim.
Til Sangmesteren. En Maskil af Koras Sønner.
2 Hingjing Elohim Pathen chu dangchah in kalha ngai e. Itih tahle kache a a-anga kachibai theiding ham?
Som Hjorten skriger efter rindende Vand, saaledes skriger min Sjæl efter dig, o Gud.
3 Sunle jan in lonlhi bou ann in kanei tai, kagal miten phat tin in ei enghouvun “Na Elohim Pathen hoija umham atiuve?”
Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; naar skal jeg komme og stedes for Guds Aasyn?
4 Kalung thim analheh ji e thil umdan hochu kageldoh ji teng: Elohim Pathen houin a mihonpi chutoh kilhon a, tanggol a Elohim Pathen inlam jon a kitol a thangvah la kisa a mihonpin golvah kibolji hochu!
Min Graad er blevet mit Brød baade Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: »Hvor er din Gud?«
5 Ibol a kei lunglha dah kahim? Ibol a kalung hibanga hesoh a ham? Keiman Elohim Pathen a kinepna giltah kanei in! Ken ama kathang vah kit ding ahi ka huhhing pu Elohim ka Pathen.
Min Sjæl er opløst, naar jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelraab og Lovsang i Højtidsskaren.
6 Tun keima kalung alhadah lheh jengtai, hinlah Jordan hung kondoh na, Hermon molsang lang hijong le kahin gel doh jing ding nahi.
Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Aasyns Frelse og min Gud!
7 Nang man twipibang nakinon a naki ho twikhanglen gin chu kajai, nangma twipi kidilleh twipi kitol chun eihin lonvuh in ahi.
Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Miz'ars Bjerg.
8 Ahinlah niseh in Yahweh Pakai in angailutna longlou chun eiphung vuh jingin, chuleh janseh leh ama vahchoila kasajin hinkho eipe a Yahweh Pakai komma chun kataojin ahi.
Dyb raaber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine Brændinger og Bølger skyller hen over mig.
9 O Yahweh Pakai kasongpi keima kakapme, ipi dinga neisuhmil hitam? Ipidinga kadougal te bol hesoh jeh a lunggima kavale jingding ham?
Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud.
10 Eihou setnao hin kagep lhatan ahi, “Na Pathen hoija umham,” tin eidong jingun ahi.
Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?
11 Ipi dinga keima hiti lungkham kahin, epidinga hiti lungboi kahim? Keiman Elohim Pathen nah kakinepna koijing ting chuleh eihuhhing paleh ka Pathen chu avellin thangvah kit inge.
Det er, som knustes mine Ben, naar Fjenderne haaner mig, naar de stadig spørger mig: »Hvor er din Gud?« Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Aasyns Frelse og min Gud!
