Job 7
1 Mihem jouse hinkho hi hahsatna toh kidel jing hilou ham? Ihinkho uhi kitha lah khut tobang hilou ham?
Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
2 Liim ngaicha aum natong mi tobang ahin, soh atohna man ngah tobang ahi.
Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
3 Keima jong lha phabep sunga chu phatchomna bei natoh eikipen ahi, lunggel gentheina dimset in jankho sot noijah genthei kathoh e.
saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
4 Jalkhun chungah kalumin, itih tah le jingkah ahitadem tin kagel jin, ahinlah jan in eisu chol in khovah kahsen kaki pehle le jin ahi.
Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
5 Kati chungla than leh akhih in atom dimin ka vun jong apohkeh gamin anai along longe.
Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
6 Ka nikho ho jong pon khong ho patphei kilham sangin ging jon, kinepna beijin akichai ji'e.
Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
7 O Pathen, kahin kho hi hai khat bep bou ahi ti nei geldoh peh in, chule keiman kipana hi kanei kit lou hel ding ahi.
Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
8 Nangin tua hi neimu ahin, ahinlah nei musot pon nate, nangin neiven natin ahinlah keima ana chemang tange.
Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
10 Amaho chu ainuva patna tonsotna mukit tah lou dinga chemang ahitauve.
Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
11 Keima thusei louvin kaum theipoi, kalung genthei naho kasei doh a ka lhagao genthei jeh a kiphin ding kahi.
Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
12 Keima hi twikhanglen'a kichat chat um ganhing len ahilouleh gullui kahia nahonbit nanoija chu neikoi jeng ding ham?
Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
13 Keima kalupna in eilhamon intin, chule ka imut teng kanat genthei na ho olsah tante tin kagelle.
Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
14 Ahinlah nangin mangse neimatsah jin, chule gaothil mu in nei kichat sah ji'e.
da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
15 Hitia genthei thoh sang hin, eikimeh lih jeng hen lang thileng pha kasa joi.
saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
16 Kahinkho kadei mon hitia hin hin ding hi kadei tapoi, O nikho lhomcha kanei sung hin kachangin nei dalha jengin.
Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
17 Mihem hohi ipi hiuva, nangin hibanga hi na khohsah a chule nagel jing jeng ham?
Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
18 Ajeh chu nangin jingkah seh le nakhol chil soh in, chule phat jousen na patep jinge.
og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
19 Kachil valna ding phatsung beh a ipi dinga nei dalhah lou ham?
Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
20 Chonset kanei ahilehnang chunga ipi kabol khah ham? O mihem te vejing pa, keihi nanga dinga pohgih kahija, natup penna neisem ham?
Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
21 Kachonsetna hi ngaidam jengin lang chule kathemmona ho nei lahmang peh tan, ajeh chu leivui lah a kijam a thivah ding kahitan, nangin hin ven natin chemang tange.
Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
