Hebrew 12
1 Hijehchun, tahsan hinkhoa jong hettohsah mihonpi nasatah in eiumkimvelu ahin, ichunguva kaijing ipohgih u eihatmosah u, adehset'a einohphahsah uva chonset hi pailhau hite. Chule thohhattah in Pathen in imasanguva akoi kilhaitetna a hin lhaiyuhite.
Derfor lader ogsaa os, efterdi vi have saa stor en Sky af Vidner omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane,
2 Eihon hiche hi, itahsanu akipatna le achamkim sahpa, Yeshua, lam jeng vea ibol'u ahi. Aman kipana amuding jeh chun, thingpel gimna chu anathoh in, jumna le mai mohna ijaseplouvin aumin ahi. Tun, Ama Pathen laltouna muna jabolna a atoutan ahi.
idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde paa højre Side af Guds Trone.
3 Michonse hoa kona adoudalnau natoh jouse thoh lhumkei pachu geldoh un, chutile nangma thachola naum louding chule moh ngahnomna naneilou ding ahi.
Ja, tænker paa ham, som har udholdt en saadan Modsigelse imod sig af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i eders Sjæle.
4 Among'in, nangho chonset douna a napan nauvah hinkho katdoh chan geiyin nathoh gimpouve.
Endnu have I ikke staaet imod indtil Blodet i eders Kamp imod Synden,
5 Achate hina jal'a Pathen in nahenguva tilkhounaa athusei chu nasuhmilu hitam? Aman hitin ati, “Ka chapa Pakai thununna chu imalouvin gelhihbeh in, Aman nasuhdih tengleh lunglhahnan neihih in.
og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til Sønner: „Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller ikke forsagt, naar du revses af ham;
6 Ijeh ham itileh Pakaiyin angailut chu athunun ahi, chule Acha hina a alah chan chu agimbolji ahi.”
thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slaar haardelig hver Søn, som han tager sig af.‟
7 Nanghon hiche Pathena kona thununna chu nasan uva ahileh Pathen in achate tahbeh hina a nabolu ahi. Koiham apan athununlou chapa najah khah um?
Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter?
8 Pathen in achate jouse abolna banga nathunun louva ahileh nangho jaocha nahiu chule chatahbeh hilou nahiuve.
Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have faaet Del, da ere I jo uægte og ikke Sønner.
9 Eihon leiset a ipateu eithunun hou chu ijaboluva ahileh, chusanga chu ilhagaohou le tonsot'a umjing iPau thua chu nungcheh lou ding ihiuvem?
Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under Aandernes Fader og leve?
10 Ijeh ham itileh leiset a ipateuvin eithununnau hi kum phabep sunga dinga abolthei chan gei uva dinga aboljiu ahi. Hinla Pathen in eithunun nauhi eihon Ama thennaa chu chanpha ineikhom theina dingu ahiye.
Thi hine tugtede os for nogle faa Dage efter deres Tykke, men han gør det til vort Gavn, for at vi skulle faa Del i hans Hellighed.
11 Thununna hi apet a anom khatcha aumpoi–thoh hahsa ahi! Hinla hitia kichuhna neisaho dinga chu cham-lungmonna hinkhoa hinna aneithei dingu ahi.
Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.
12 Hiti ahijeh chun thacholsa nakhut'u chun tuhchah phakit henlang chule khup ngoisa ho chu thahatsah kit'un.
Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ,
13 Nakengphang teniuva ding uvin lampi jangkeiyin jot'un chutileh thalhom le elbaihon kiseplhu louva, thanei tah a lam ajotdiu ahitai.
og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes.
14 Amitakip to kitohdel a hinding gelkhoh un, chule hinkho thenga hing dingin kiseh un, thenna hinkho manglou hon Pakai chu amulou dingu ahi.
Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren;
15 Pathen milungsetna changlel a naum louna dinguvin nangho khat le khat kivephauvin. Kihongphauvin koiman thinathei lunggitlou kengpumin nahinkho man suhboi dauhen, mitampi suhboh thei ahi.
og ser til, at ikke nogen gaar Glip af Guds Naade, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den;
16 Chingtheiyun koima Esau tobanga chonlambei ahilouleh Pathen ngaisahlouna neiya cha masapen hina chanvou chu an khoukhat neh a kijoh doh umkhauvin nate.
at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret.
17 Aman khonungin apa phatthei bohna chu achannom vang'in kisihna dinga vaigei behseh ahitah jeh in kisih a kappuma ahol vang'in akiphalpeh tapoi.
Thi I vide, at han ogsaa siden, da han ønskede at arve Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for Omvendelse), omendskønt han begærede den med Taarer.
18 Nangho Israel ten Sinai mol a amuu meikou, muthim lhangkhal kiheh, chimpei aumna mun, molchung mun tobanga chu hunga nahi pouve.
I ere jo ikke komne til en haandgribelig og brændende Ild og til Mulm og Mørke og Uvejr,
19 Ijeh ham itileh amaho chun sumkon kimut ginglenglung chu ajauvin chule tijat umtah awgin chu ajah uva konin Pathen in ajah uva thu aseitahlou dingin ataovun ahi.
og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at der ikke mere maatte tales til dem.
20 Mihonpi chun Pathen Thupeh, “Ganchan mol chu atohkhah jongleh songa selih ding ahi,” kiti chu kidang asauvin anunglhuh ui.
Thi de kunde ikke bære det, som blev paabudt: „Endog om et Dyr rører ved Bjerget, skal det stenes.‟
21 Mose amatah jengin jong amittaha amuchun atijavalin aseitai, “Keima kati ajan chule kakithing thing e,” ati.
Og — saa frygteligt var Synet — Moses sagde: „Jeg er forfærdet og bæver.‟
22 Ahin, nangho Zion Mol, hingjing Pathen khopi, Van Jerusalem, chule asangsang simsenlou vantil ho kikhopna mun chu lhunga nahi tauve.
Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i Højtidsskare
23 Nangho Pathen cha apeng masa, van'a aminu kisun ho lah a chu hunga nahi tauve. Nangho Pathen ijakai chunga thutanpa henga chu hunga nahi tauve. Nangho tua chamkima kisem chondih ho lhagao umna van gam'a chu hunga nahi tauve.
og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene, og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede retfærdiges Aander
24 Nangho Pathen le miho kikah a palaiya pangpa Yeshua henga chu hunga nahi tauvin, chule thisan kithekhum muna chu hunga nahi tauve, hichu Abel thisan tobanga phuba lahna dinga ka-na awgin chu hilouvin, ngaidamna thu asei ahitai.
og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel.
25 Najah uva thuseipa thu chu ngailouva naum louna dinguvin kichih theiyun. Ijeh ham itileh Israel mipiten bon Mose, leiset'a athupole palaipa, sei angailou jeh uva asochatlou uva ahileh, eihon vana kona thuseipa thu chu ingailou uleh ihoidoh louhel dingu ahi.
Ser til, at I ikke bede eder fri for den, som taler. Thi naar de, som bade sig fri for ham, der talte sit Guddomsord paa Jorden, ikke undslap, da skulle vi det meget mindre, naar vi vende os bort fra ham, der taler fra Himlene,
26 Pathen in Sinai Mola kona thu asei chun a awgin chun leiset ahotlingin, hinla tun thutep chom dang khat eineiyuve, “Keiman leiset jengseh kaholing ding ahipon, vanho jong kaholing ding ahi,” ati.
han, hvis Røst dengang rystede Jorden, men som nu har forjættet og sagt: „Endnu een Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men ogsaa Himmelen.‟
27 Hiche hin thilsem jouse kihotlingsoh a chule kichondoh ding ahi ti avetsah e, hitia chu akiling theilou ho bou umden ding ahi.
Men dette „endnu een Gang‟ giver til Kende, at de Ting, der rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting, der ikke rystes, skulle blive.
28 Eihon Lenggam khat akiling louhel ichan diu ahijeh'in, kichatna thenga Ama houna le ginna neipum in thangvah'u hitin chule Pathen lunglhaina peu hite.
Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, saa lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans Velbehag, med Ængstelse og Frygt.
29 Ijeh ham itileh IPathenu chu mivallhum meikong ahi.
Thi vor Gud er en fortærende Ild.
