2 Corinth 7
1 Hicheng thutep ho ichan jeh uvin, sopite ho, itahsau ahilouleh ilhagaovu suboh thei hoa kon chun ipipi lamah hijongleh eimaho kisuthengu hite. Chule eihon Pathen iginjeh uvin thenna chamkim lama kihabolu hite.
Derfor, efterdi vi have disse Forjættelser, I elskede! saa lader os rense os selv fra al Kødets og Aandens Besmittelse, saa vi gennemføre Hellighed i Guds Frygt!
2 Nangho keiho dingin lung kihongin umun. Keihon koima alamlouvin kabol khapouvin, koima kapuikhel nau jong aumpoi, koima cha jong kaphat chomna diuvin kamang chapouve.
Giver os Rum; ingen have vi gjort Uret, ingen ødelagt, ingen bedraget.
3 Hiche hi nangho themmo chansahna a kasei ahipoi. Masanga kaseipeh banguvin nangho hi kalung uva kagel khoh uvin, chule nangho to hintha a chule thitha ding kahiuve.
Jeg siger det ikke for at fælde Dom; jeg har jo sagt tilforn, at I ere i vore Hjerter, saa at vi dø sammen og leve sammen.
4 Keiman nangho kisonpina lenpen kaneiyun, chule keiman nangho kakithang-at pilheh jeng uvin ahi. Nanghon neiha tilkhou lheh uvin, chule kahahsat nau jouse a jong nanghon nei kipasah uvin ahi.
Jeg har stor Frimodighed over for eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fuld af Trøst, jeg strømmer over af Glæde under al vor Trængsel.
5 Keiho Macedonia kaga lhun uchun lunga kicholdo theina kanei pouve. Hoimalam jouse lung kichiahna katoh un, polama kidouna ho aum toh, lungsunga kichatna kaneiyuve.
Thi ogsaa da vi kom til Makedonien, havde vort Kød ingen Ro, men vi trængtes paa alle Maader: Udadtil Kampe, indadtil Angester.
6 Hinlah Pathen in alunglha ho atilkhouvin, Titus hunglhun hin eitilkhou tauve.
Men han, som trøster de nedbøjede, Gud, han trøstede os ved Titus's Komme;
7 Ama hunglhun hin eikipasah uvin, adehset'in nanghoa kona tilkhouna thu aman ahinmu chun keiho eitilkhou lheh jeng uvin ahi. Nang hon neimu nom lheh u thudol aseiya chule thilsoh jeh a nalung khamnau, chule keima dinga na kiphaltheng nau thu kajah chun, kipanan kadimset jenge!
dog ikke alene ved hans Komme, men ogsaa ved den Trøst, hvormed han var bleven trøstet over eder, idet han fortalte os om eders Længsel, eders Graad, eders Nidkærhed for mig, saa at jeg glædede mig end mere.
8 Chutobang thuhahsa lekhathot kahin thot chu, apet'a kakiphatlamna khat aum vang'in, nangho dinga phat chomkhat anat lheh ding vang chun, kiphatlam na kaneipoi.
Thi om jeg end har bedrøvet eder ved Brevet, fortryder jeg det ikke. Om jeg ogsaa har fortrudt det, — jeg ser jo, at hint Brev, ihvorvel kun til en Tid, har bedrøvet eder, —
9 Kahin thot chu tun kalung akipahtai, nangho kalung nopmosah u chu hijo louvin, nalung nat'u chun nakisih sah uvin, chule na hinkho man danu nakhel theiyun ahi. Hichu Pathen in amiten anei ding uva adei ahi, hitia chu nangho keihon nasetna dingu imacha kabolnau aumpoi.
saa glæder jeg mig nu, ikke over, at I bleve bedrøvede, men over, at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Guds Sind, for at I ikke i nogen Maade skulde lide Skade af os.
10 Ajehchu lungkhamna Pathen in eideipeh u chun chonset'a kona eipuidoh uva hichun huhhingna asodoh ahi. Hitobang lungkhamna chun kisihna asodohpoi. Hinla vannoi lungkham nan kisihna asodoh joulou ahin, hichun lhagao thina asodoh sah ahiye.
Thi den Bedrøvelse, der er efter Guds Sind, virker Omvendelse til Frelse, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død.
11 Hiche Pathen ngaisahna lungkhamna in na hinkhoa ipi asodoh vetemin! Hitobang tah lunggutna, hibangtah a lungthenna nanei nau, hitobang tah a lunghimona, hitobang loma kihonna, hitobang loma nei munom tennau, hitobangtah a na gutchu pottho nau, hitobang tah a adihlou gimbolna. Nangho tah in thil ijakai adih bol angaina thudol nei hung vetsah tauve.
Thi se, just dette, at I bleve bedrøvede efter Guds Sind, hvor stor en Iver virkede det ikke hos eder, ja Forsvar, ja Harme, ja Frygt, ja Længsel, ja Nidkærhed, ja Straf! Paa enhver Maade beviste I, at I selv vare rene i den Sag.
12 Keiman chuche pet'a lekha kajih lona ajeh chu, adihlou bola chu koi hiya ahiloule koiham adihlou bola ngoh ding chu tithua hola kahipoi. Keiman nahenguva Pathen mitmua kahin jih lona ajeh chu nang hon keiho dinga ichan geiya kiphalna naneiyu hitam ti naki mudoh theina dingu ahi bouve.
Altsaa, naar jeg skrev til eder, var det ikke for hans Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for hans Skyld, som led Uret, men for at eders Iver for os skulde blive aabenbar hos eder for Guds Aasyn.
13 Keiho tah hiche hin eitilkhou nau chu, Titus nana lamto nauva amaa kipana chu nang hon ama nabon chauva nanalem uva chule nalung olsah nau chu, keiho kipa thanopna dehset ahiye.
Derfor ere vi blevne trøstede. Men til vor Trøst kom end yderligere Glæden over Titus's Glæde, fordi hans Aand har faaet Vederkvægelse fra eder alle.
14 Keiman nangho hi ichan geiya ka kiletsah piu chule nei lunglhah sahlouvu thudol kaseipehsa ahitai. Keiman nangho thutahbeh kaseipeh jing nahiuvin chule tua hi Titus henga kakisonna thu kaseijong adih monge ti photchet ahitai.
Thi i hvad jeg end har rost mig af eder for ham, er jeg ikke bleven til Skamme; men ligesom vi i alle Ting have talt Sandhed til eder, saaledes er ogsaa vor Ros for Titus bleven Sandhed.
15 Tuhin aman nangho atila sangin naha gelkhoh cheh tauvin ahi ajeh chu nang hon ama gin le ja umtah puma nabon chauva nalem uva asei nangai jalu ahi.
Og hans Hjerte drages inderligere til eder, naar han mindes Lydigheden hos eder alle, hvorledes I modtoge ham med Frygt og Bæven.
16 Keiman nangho tahsanna bulhingset'a kanei nahi jeh uva tua hi kipah tah a uma kahitai.
Jeg glæder mig over, at jeg i alt kan lide paa eder.
