Hebrews 6
1 Tua ahikom Christ thuhilna a kipat nate nusia in, a thi nasep te pan in maw ki sikkik na, taciang Pathian sang ah upna,
Lader os derfor forbigaa Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenheden uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro paa Gud,
2 Tui kiphumna taw kisai hilna te le khut ngak na thu, taciang mithi te thawkikna le tawntung thukhenna, hi bitphuana thu te kan kik nawn ngawl in, picinna sang ah mainawt seseam tawng. (aiōnios g166)
med Lære om Døbelser og. Haandspaalæggelse og dødes Opstandelse, og evig Dom. (aiōnios g166)
3 Pathian in hong oai ahile hi thu te i seam tu hi.
Ja, dette ville vi gøre, saafremt Gud tilsteder det.
4 Banghangziam cile khuavak sung ah khatvei a theng te, vantung letsong zong tep zo a, Tha Thiangtho zong neikhawm in a ki vawt te,
Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligaand
og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og som ere faldne fra, — dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse, (aiōn g165)
6 Amate sia a puk le, Pathian Tapa sia thinglamte tung ah khai kik a, a kilangtak in maizumsak kik a hi uh hu in, maw kisikkik na taw thaksua kik tu suak thei ngawl hi.
da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot.
7 Banghangziam cile leitung in a tung ah a zu nguatui dong a, lotho te atu in ante tatuam a piangsak leitung sia Pathian kung pan in thupha sang hi:
Thi Jorden, som drikker den ofte derpaa faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den ogsaa dyrkes, faar Velsignelse fra Gud;
8 Ahihang lingkung a tatuam a piangsak leitang sia thaw thamman ngawl hi, taciang hamsiat nataw ki nai mama a, meisung hal nataw tawp tu hi.
men naar den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.
9 Ahizong, ka it te awng, tabang in son ka hihang, note sia ngupna thu taw kisai a phazaw nate na seam tu uh hi, ci in kong um hi.
Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale saaledes.
10 Banghangziam cile note in Pathian min taw mithiangtho te na khoi ngei uh a, tu zong na khoi na uh hang ahizong, na sep na uh le itna taw na sep na uh te ahizong, a mangil thong tu in Pathian sia mi thutang ngawl hi ngawl hi.
Thi Gud er ikke uretfærdig, saa at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have Udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige.
11 Taciang note khatsim in thinkho na a dim lametna taw a tawp dong hanciam na a kilangsak hi tu in kong deisak uh hi:
Men vi ønske, at enhver af eder maa udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Haabet indtil Enden,
12 Tabang in note sia thaneam ngawl in, upna le thinsauna tungtawn in kamciam sang te nungzui te na hi tu uh ka dei uh hi.
for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arve Forjættelserne.
13 Banghangziam cile Pathian in Abraham tung ah kamciam a vawt lai in, Ama sang a lianzaw om ngawl ahikom, Ama le Ama taw kiciam a,
Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:
14 Thupha kong pia tu hi, taciang kong pungsak takpi tu hi, ci hi.
„Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig.‟
15 Taciang thinsautak in a thuak zawkciang in, tua kamciam sang hi.
Og saaledes opnaaede han Forjættelsen ved at vente taalmodigt.
16 Banghangziam cile mihing te in, a tatak in amate sang a lianzaw te zang in kiciam hi: taciang a ki kipsak kiciamna sia amate tung ah kinialna theampo i tawpna a hihi.
Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende paa al Modsigelse til Stadfæstelse.
17 Hi mun ah Pathian in a ngaisutna a lai thei ngawl na thu sia, a kamciam sang te tung ah a dimlet in kilangsak seseam nuam ahikom, a kiciamna taw kipsak a:
Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,
18 Tua thu sia a ki kheal thei ngawl mihing ni, Pathian sia leilot thu son tu in suak thei ngawl a hina le, eite mai ah a koi lametna len tu in bel natu mun lamsang a tai te in a thahat henepna i nei thei natu a hihi:
for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Haab, som ligger foran os,
19 Tua i nei lametna sia i nuntakna i thikkapui bang in a muanhuai le a kip hi a, tasia sia ki dal na puanpi sung ah tum hi;
hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og gaar ind inden for Forhænget,
