Solomon Laa 2
1 Kai tah Sharon rhaimoei neh tuikol kah tuilipai ni.
Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lillie.
2 Mutlo hling puem kah tuilipai bangla tanu lakli tah kamah cangyaeh van pawn ni.
Som en Lillie iblandt Tornene, saa er min Veninde iblandt Døtrene.
3 Duup thing lakli thaihthawn kah bangla tongpa lakli ah tah kamah hlo van pawn ni. A hlipkhup ah ka naep tih ka ngol vaengah a thaih khaw ka dang dongah didip mai.
Ligesom et Æbletræ iblandt Skovens Træer, saa er min elskede iblandt Sønnerne; jeg begærer at sidde under hans Skygge, og hans Frugt er sød for min Gane.
4 Misur im la kai n'khuen tih kai soah amah kah lungnah hnitai a hlaek.
Han fører mig til Vinhuset, og Kærlighed er hans Banner over mig.
5 Ka lungnah he a tloh dongah yukhap neh kai n'duel tih thaihthawn neh kai n'caih sak.
Styrker mig med Rosinkager, vederkvæger mig med Æbler! thi jeg er syg af Kærlighed.
6 A banvoei kut te ka lu hmui la a tloeng tih a bantang kut loh kai n'kop.
Hans venstre Haand er under mit Hoved, og hans højre Haand omfavner mig.
7 Jerusalem nu rhoek nang te kan caeng coeng. Kohong kah sakhi rhuinu long khaw sayuk long khaw n'haeng boel saeh. Lungnah loh a ngaih duela haenghang boeh.
Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre! ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken, at I ikke vække eller forstyrre den kære, førend hun har Lyst dertil.
8 Kai hlo ol tah tlang dong a poe, mol dong a buem tih ha pawk coeng he.
Min elskedes Røst! se, der kommer han, springende over Bjergene, hoppende over Højene.
9 Kamah hlo tah kirhang neh rhangrhaeh ca aka puet ni. Mah kah thoh hlip ah pai he ne, bangbuet lamloh m'hmaitang tih thohhuel lamloh khooi.
Min elskede er lig en Raa eller en ung Hjort: se, han staar bag vor Væg, han ser ind igennem Vinduerne, kiger igennem Vinduesgitteret.
10 Kamah hlo loh n'doo tih kai taengah, “Ka sakthen neh ka cangyaeh nang te thoo laeh, nang mah halo laeh,” a ti.
Min elskede svarer og siger til mig: Staa op, min Veninde! min skønne! og gak frem.
11 Sikding, sikding a poeng atah khonal mael tih amah la cet coeng he.
Thi se, Vinteren er forbi, Regnen er gaaet over og dragen bort.
12 Diklai ah rhaipai phoe tih laa sak tue pai. Mah khohmuen ah vahu ol n'yaak coeng.
Blomsterne ere komne til Syne i Landet, Sangens Tid er kommen, og Turtelduens Røst er hørt i vort Land.
13 Thaibu a haengkang te hminkhah coeng tih, misur thaihmoe loh hmuehmuei a yal coeng. Thoo laeh oe, ka sakthen neh ka cangyaeh nang te lo dae lamtah namah mah lo laeh.
Figentræet har udskudt sine smaa Figen, og Vinstokkene staa i Blomster og dufte; staa du op, min Veninde! min skønne! og gak frem!
14 Ka vahui aw, thaelpang thaelrhaep ah khaw, longpoeng huephael ah khaw na mueimae te kai n'tueng lah. Na ol te tui tih na mueimae a rhoeprhui dongah na ol te ka yaak lah mako.
Min Due i Klippens Revner, i Fjeldvæggens Skjul, lad mig se din Skikkelse, lad mig høre din Røst! thi din Røst er sød, og din Skikkelse er yndig.
15 Mah misurdum tah a thaihmoe dongah misurdum aka phae maetang, maetang ca rhoek te mah hamla tu sih.
Griber os Rævene, de smaa Ræve, som fordærve Vingaardene; vore Vingaarde staa i Blomster.
16 Kamah hlo tah kamah ham saeh lamtah kai khaw anih hamla tuilipai lakli ah ka luem.
Min elskede er min, og jeg er hans, som vogter Hjorden iblandt Lillierne.
17 Khothaih thoeng tih khokhawn a rhaelrham hil khaw mael laeh. Kai hlo nang loh tlang naeng kah kirhang neh rhangrhaeh ca khaw puet lah.
Indtil Dagens Luftning kommer, og Skyggerne fly, vend om, bliv lig, min elskede! med en Raa eller en ung Hjort paa Adskillelsens Bjerge!
