Olcueih 7
1 Ka ca ka olthui he ngaithuen lamtah ka olpaek he na taengah khoem ne.
Min Søn, vogt dig mine Ord, mine Bud maa du gemme hos dig;
2 Ka olpaek he ngaithuen lamtah hing puei. Ka olkhueng he na mikhmuh ah thenhnaih la om saeh.
vogt mine Bud, saa skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;
3 Te te na kutdawn dongah hlaengtang lamtah na lungbuei cabael dongah daek lah.
bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle,
4 Cueihnah te, “Ka ngannu nang tah,” ti nah lamtah yakmingnah te pacaboeina la khue.
sig til Visdommen: »Du er min Søster!« og kald Forstanden Veninde,
5 Rhalawt nu taeng lamkah khaw, kholong nu kah hoem ol lamkah khaw namah aka ngaithuen ham ni.
at den maa vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.
6 Ka im bangbuet kah thohhuel long ka dan.
Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;
7 Te vaengah hlangyoe rhoek te ka hmuh tih cadong ca rhoek khuiah a lungbuei aka talh khaw ka yakming.
og blandt de tankeløse saa jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;
8 Huta imdak kah bangkil te a paan tih huta im kah longpuei la luei.
han gik paa Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem paa Vej til hendes Hus
9 Hlaemhmah ah, khothun kholaeh ah, khoyin yinthuem neh khohmuep ah khaw, cet.
i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.
10 Anih aka doe ham huta ngawn tah pumyoi hnisui neh a lungbuei a uep coeng ke.
Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;
11 Tekah huta tah hue a sak tih a im ah khaw a thinthah. A khopha khaw duem pawh.
løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;
12 Tahae nawn ah imkawt ah, tahae ah toltung neh bangkil takuem ah rhongngol coeng.
snart paa Gader, snart paa Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun;
13 Tekah cadong te a sol tih a mok, a maelhmai khaw a cadong ham a tanglue pah tih cadong te,
hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;
14 Kamah taengkah rhoepnah hmueih neh tihnin ah tah ka olcaeng te ka thuung coeng.
»Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,
15 Te dongah nang doe ham neh na mikhmuh ah toem hamla ka mop tih nang kam hmuh tangloeng.
gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!
16 Ka soengca te Egypt hnitang, cenlang, hniphaih neh ka phaih coeng.
Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred,
17 Ka thingkong dongah murrah, thingul, thingsa ka khueh thil coeng.
jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;
18 Halo lah a hlo neh mincang duela hmilhmal sih lamtah, pumnai neh yoka sih.
kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!
19 Tongpa loh a im ah om pawt tih khohla ah yiin la cet coeng.
Thi Manden er ikke hjemme, paa Langfærd er han draget;
20 A kut dongah tangka cun a khuen tih hlalum hnin ah ni a im la ha pawk eh?,” a ti.
Pengepungen tog han med, ved Fuldmaane kommer han hjem!«
21 Anih te a rhingtuknah cungkuem neh a yoek tih a hmuilai kah hamsum neh a heh.
Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;
22 Te dongah huta hnukah maeh la aka poeh vaito bangla, aka ang thuituennah dongkah khocin rhui bangla cet.
tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,
23 Vaa loh pael khuila a kun paitok bangla a thin te thaltang loh a khoh pah duela a hinglu te ming pawh.
til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.
24 Te dongah ca rhoek loh kai ol he hnatun uh lamtah ka ka dongkah olthui he hnatung uh laeh.
Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!
25 Anih kah longpuei la mael boeh, na lungbuei te anih kah a hawn la khohmang sak boeh.
Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild paa hendes Stier;
26 Anih loh hmalaem la muep a cungku sak tih aka tlung rhoek khaw boeih a ngawn coeng.
thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.
