Lampahnah 22
1 Te phoeiah Israel ca rhoek te cet uh tih Jerikho kah Jordan rhalvangan phai, Moab kolken ah rhaeh uh.
Og Israels Børn rejste derfra; og de lejrede sig paa Moabiternes slette Marker, paa hin Side Jordanen mod Jeriko.
2 Israel loh Amori taengah a saii boeih te Zippor capa Balak loh a hmuh.
Og Balak, Zippors Søn, saa alt det, som Israel havde gjort Amoriterne.
3 Israel he khaw muep a ping dongah Moab khaw pilnam mikhmuh ah bakuep. Israel ca rhoek kah mikhmuh ah Moab a mueipuel.
Og Moabiterne frygtede saare for Folket, fordi det var talrigt; og Moabiterne gruede for Israels Børn.
4 Te dongah Moab loh Midian kah a hamca rhoek taengah, “Vaito loh khohmuen kah baelhing a laem bangla mamih kaepvai kah a cungkuem he hlangping loh a laem uh pawn ni,” a ti nah. Te vaeng tue ah Moab kah manghai tah Zippor capa Balak ni.
Da sagde Moab til Midianiternes Ældste: Nu skal denne Flok opslikke alt rundt omkring os, ligesom Oksen opslikker grønne Urter paa Marken; men Balak, Zippors Søn, var Moabiternes Konge paa den Tid.
5 Te dongah a pilnam paca rhoek kah khohmuen tuiva kaep kah Pethor Beor capa Balaam taengah puencawn a tueih. Anih te a khue tih, “Egypt lamkah aka thoeng pilnam he, diklai hman te a khuk tih kai imdan la kho a sak he.
Og han sendte Bud til Bileam, Beors Søn, til Pethor, som er ved Floden, til hans Folks Børns Land, for at kalde ham, sigende: Se, et Folk er udgaaet af Ægypten, se, det skjuler Jordens Kreds, og det ligger tværs over for mig.
6 Te dongah halo lamtah he pilnam he kai lakah tah a tlung oeh dongah kai yueng la thaephoei thil mai laeh. Anih ngawn ham neh khohmuen lamloh anih ka haek thai khaming. Yoethen na paek hlang te a yoethen tih thae na phoei thil te tah thaephoei a yook te ka ming,” a ti nah.
Og nu, kære, gak hid, forband mig dette Folk, thi det er mig for mægtigt, maaske jeg kunde slaa det og uddrive det af Landet; thi jeg ved, at hvem du velsigner, er velsignet, og hvem du forbander, skal være forbandet.
7 Te dongah Moab kah a hamca neh Midian kah a hamca rhoek khaw, amih kut khuikah bihma rhoek khaw cet uh. Balaam taengla a pha uh vaengah a taengah Balak ol te a thui uh.
Og de Ældste af Moabiterne gik hen med de Ældste af Midianiterne, og Spaamandsløn var i deres Haand, og de kom til Bileam, og de talede Balaks Ord til ham.
8 Te vaengah amih te, “Hlaem at khaw pahoi rhaeh uh lamtah BOEIPA loh kai taengah a thui bangla nangmih taengah ol kam mael bitni,” a ti nah. Te dongah Moab mangpa rhoek tah Balaam taengah om uh.
Og han sagde til dem: Bliver her i denne Nat, saa vil jeg give eder Svar, ligesom Herren vil tale til mig; saa bleve Moabiternes Fyrster hos Bileam.
9 Te vaengah Pathen loh Balaam te a paan tih, “Na taengkah rhoek he u hlang nim?” a ti nah.
Og Gud kom til Bileam og sagde: Hvo ere de Mænd, som ere hos dig?
10 Balaam loh Pathen taengah, “Moab manghai Zippor capa Balak loh kai taengla han tueih.
Og Bileam sagde til Gud: Balak, Zippors Søn, Moabiternes Konge, har sendt til mig, sigende:
11 Egypt lamkah aka pawk pilnam loh diklai hman a khuk coeng ke. Te dongah halo anih te kai yueng la tap laeh. Anih tloek ham neh anih haek ham a coeng khaming,” a ti nah.
Se her det Folk, som er udgaaet af Ægypten og skjuler Jordens Kreds! gak nu hid, forband mig det, maaske jeg kunde stride imod det og uddrive det.
12 Pathen loh Balaam te, “Amih taengah cet boeh, pilnam te a yoethen coeng tih thaephoei boeh,” a ti nah.
Og Gud sagde til Bileam: Du skal ikke gaa med dem, du skal ikke forbande Folket; thi det er velsignet.
13 Te dongah Balaam te mincang ah thoo tih Balak kah mangpa rhoek te, “Nangmih taengah kai caeh sak ham khaw BOEIPA loh a aal dongah namah kho la cet uh laeh,” a ti nah.
Da stod Bileam op om Morgenen og sagde til Balaks Fyrster: Gaar til eders Land; thi Herren vægrer sig ved at tillade mig at gaa med eder.
14 Te dongah Moab mangpa rhoek tah thoo uh tih Balak taengla pawk uh. Te vaengah, “Balaam loh kaimih taengah lo ham a aal,” a ti nah.
Saa gjorde Moabiternes Fyrster sig rede og kom til Balak, og de sagde: Bileam vægrede sig ved at gaa med os.
15 Tedae Balak loh amih lakah a yet ngai neh aka lalh ngai mangpa rhoek te a koei tih koep a tueih.
Da blev Balak endnu ved at sende flere og herligere Fyrster end disse.
16 Balaam taengla a pawk uh vaengah amah te, “Zippor capa Balak loh, 'Kai taengla na lo ham te uelh boeh.
Og de kom til Bileam, og de sagde til ham: Saa siger Balak, Zippors Søn: Kære, lad dig ikke forhindre fra at gaa til mig.
17 Nang te muep kan thangpom rhoe kan thangpom vetih kai taengah na thui boeih te ka ngai bitni. Te dongah halo lamtah he pilnam he kai yueng la tap mai,’ a ti,” a ti nah.
Thi jeg vil ære dig saare, og alt det, du siger til mig, vil jeg gøre; men gak hid, kære, forband mig dette Folk!
18 Tedae Balaam loh a doo tih Balak kah sal taengah, “Kai he Balak loh a im kah a bae la cak neh sui m'pae cakhaw Ka Pathen BOEIPA kah olka tah ka poe ham a coeng moenih, a yit a len khaw ngai ham ni.
Og Bileam svarede og sagde til Balaks Tjenere: Dersom Balak vilde give mig sit Hus, fuldt af Sølv og Guld, kunde jeg dog ikke overtræde Herren min Guds Ord ved at gøre lidet eller stort.
19 Te dongah nangmih khaw he ah he hlaem at om uh mai laeh. Te daengah ni BOEIPA loh kai taengah thui hamla mebang a thap khaw ka ming eh?,” a ti nah.
Men bliver dog nu her, ogsaa I, i denne Nat, saa vil jeg fornemme, hvad Herren vil ydermere tale med mig.
20 Khoyin ah tah Pathen te Balaam taengla cet tih amah te, “Nang te khue ham hlang rhoek ha pawk atah thoo lamtah amih neh cet. Tedae nang taengah kanthui ol mah ngai,” a ti nah.
Da kom Gud til Bileam om Natten og sagde til ham: Dersom de Mænd ere komne for at kalde dig, da staa op, gak med dem; men dog, det Ord, som jeg vil tale til dig, det skal du gøre.
21 Balaam te mincang ah thoo tih a laak te a khih tih Moab mangpa rhoek taengla cet.
Da stod Bileam op om Morgenen og sadlede sin Aseninde og drog med Moabiternes Fyrster.
22 Tedae anih a caeh dongah Pathen thintoek te sai. Te dongah BOEIPA puencawn tah anih te longpueng ah khingkhoekkung bangla a pai pah. Te vaengah amah te a laak dongah ngol tih a taengah a tueihyoeih rhoi om.
Men Guds Vrede optændtes, fordi han drog med, og Herrens Engel stillede sig i Vejen for at staa ham imod; men han red paa sin Aseninde, og hans tvende Drenge vare med ham.
23 Te vaengah BOEIPA kah puencawn tah longpuei ah pai tih a kut dongah a cunghang a yueh te laak loh a hmuh. Te dongah laak te long lamloh hooi uh tih lohma la cet. Te dongah longpuei la mael sak ham Balaam lohlaak te a taam.
Og Aseninden saa Herrens Engel staa i Vejen med et draget Sværd i sin Haand, og Aseninden veg af Vejen og gik ud paa Marken; men Bileam slog Aseninden for at bøje den ind paa Vejen.
24 Tedae BOEIPA kah puencawn te misurdum kah longcaek ah a pai pah. He ah khaw vongtung, ke ah khaw vongtung a om pah.
Da stod Herrens Engel i en Hulvej imellem Vingaardene, hvor der var Stengærde paa begge Sider.
25 Laak loh BOEIPA kah puencawn te a hmuh vaengah pangbueng te a nen tih Balaam kho te pangbueng dongah a nen thil. Te dongah laak a taam te a khoep.
Og der Aseninden saa Herrens Engel, da trykkede hun sig til Væggen og trykkede Bileams Fod til Væggen; og han slog hende end mere.
26 Tedae BOEIPA kah puencawn loh koep a kan tih banvoei bantang la mael ham la longpuei aka om pawh hmuen ah a caek la pai.
Men Herrens Engel blev ved at gaa frem og stod paa et snævert Sted, hvor der ingen Vej var til at vige til højre eller venstre Side.
27 Laak loh BOEIPA kah puencawn te a hmuh vaengah Balaam dangah a kol pah. Te vaengah Balaam thintoek te sai tih laak te conghol neh a taam.
Og Aseninden saa Herrens Engel, og hun lagde sig ned under Bileam; da optændtes Bileams Vrede, og han slog Aseninden med Kæppen.
28 Te vaengah BOEIPA loh laak kah aka te a ong pah tih Balaam te, “Nang taengah balae ka saii tih kai thik thum nan boh,” a ti nah.
Da aabnede Herren Asenindens Mund, og hun sagde til Bileam: Hvad har jeg gjort dig, at du har slaget mig nu tre Gange.
29 Balaam loh laak te, “Kai he nan poelyoe dongah he, ka kut ah cunghang om vetih nang kang ngawn laeh mako,” a ti nah.
Og Bileam sagde til Aseninden: Fordi du har drillet mig, gid jeg havde et Sværd i min Haand, da vilde jeg nu slaa dig ihjel.
30 Laak loh Balaam te, “Kai he nang kah laak moenih a? Kai soah he tahae khohnin due koep na ngol, he he nang taengah saii ham ka hmaiben khaw ka hmaiben nim?,” a ti vaengah, “Pawh,” a ti nah.
Da sagde Aseninden til Bileam: Er jeg ikke din Aseninde, som du har redet paa al din Tid, indtil denne Dag? plejede jeg nogensinde at gøre saaledes imod dig? og han sagde: Nej.
31 Te vaengah BOEIPA loh Balaam mik te a phen pah. Te dongah a kut ah a cunghang a pom tih longpuei ah aka pai BOEIPA kah puencawn te a hmuh. Te daengah buluk tih a thintoek neh bakop.
Da oplod Herren Bileams Øjne, at han saa Herrens Engel staaende i Vejen med det dragne Sværd i sin Haand; og han bøjede sig og faldt ned paa sit Ansigt.
32 BOEIPA kah puencawn loh anih te, “Balae tih na laak te thik thum na boh, ka hmai ah longpuei a mueng dongah kai he khingkhoekkung la ka pawk.
Og Herrens Engel sagde til ham: Hvorfor har du slaget din Aseninde nu tre Gange? se, jeger udgangen at staa dig imod; thi for mine Øjne fører denne Vej til Fordærvelse.
33 Laak loh kai m'hmuh dongah ka mikhmuh lamloh voei thum a rhael. Ka mikhmuh lamloh rhael pawt koinih nang te khaw kang ngawn pawn vetih anih bueng ka hing sak khaming.
Og Aseninden saa mig og veg nu tre Gange af Vejen for mit Ansigt, ellers, dersom hun ikke var vegen af Vejen for mit Ansigt, da vilde jeg nu endogsaa have slaaet dig ihjel og ladet hende leve.
34 Balaam loh BOEIPA kah puencawn taengah, “Longpuei ah kai mah ham na pai te ka ming pawt dongah ka tholh coeng. Na mik ah a thae oeh atah kai he ka mael voithum mael pawn ni,” a ti nah.
Da sagde Bileam til Herrens Engel: Jeg har syndet, thi jeg vidste ikke, at du stod lige imod mig paa Vejen; og nu, dersom det er ondt for dine Øjne, vil jeg vende tilbage igen.
35 BOEIPA kah puencawn loh Balaam te, “Hlang rhoek neh cet lamtah nang taengah ka thui ol te mah thui,” a ti nah. Te dongah Balaam khaw Balak kah mangpa rhoek taengah cet.
Og Herrens Engel sagde til Bileam: Drag med Mændene, men kun det Ord, som jeg taler til dig, det skal du tale; saa drog Bileam med Balaks Fyrster.
36 Balaam halo te Balak loh a yaak van neh khorhi khobawt, Arnon khorhi kah Moab khopuei ah anih te doe hamla cet.
Og Balak hørte, at Bileam kom, og han drog ud ham i Møde til en Stad i Moab, som var ved Landemærket Arnon, som er ved det yderste Landemærke.
37 Te vaengah Balak loh Balaam te, “Nang te khue ham nang taengah kan tueih rhoe kan tueih moenih a? Balae tih kai taengla na lo pawh, nang thangpom ham ka coeng tang moenih a?” a ti nah.
Og Balak sagde til Bileam: Sendte jeg ikke Bud til dig at lade dig kalde? hvi drog du ikke til mig? mon jeg virkelig ikke skulde kunne ære dig?
38 Balaam loh Balak te, “Nang taengla ka pawk coeng he, ol pakhat khaw thui ham ka coeng khaw ka coeng venim? Pathen loh ka ka dongah a khueh te ka thui eh?,” a ti nah.
Og Bileam sagde til Balak: Se, jeg er nu kommen til dig; mon jeg formaar at tale noget? det Ord, som Gud vil lægge i min Mund, det vil jeg tale.
39 Te phoeiah Balaam te Balak taengah cet tih Kirjathhuzoth la pawk rhoi.
Saa for Bileam med Balak, og de kom til Kirjath-Husoth.
40 Te vaengah Balak loh saelhung neh boiva khaw a ngawn tih Balaam taeng neh amah taengkah mangpa rhoek taengah a thak.
Og Balak ofrede stort Kvæg og smaat Kvæg og sendte deraf til Bileam og til de Fyrster, som vare hos ham.
41 Mincang a pha vaengah Balak loh Balaam te a loh tih Bamothbaal la a khuen. Te vaengah pilnam a bawtnah lamloh pahoi tueng.
Og det skete om Morgenen, da tog Balak Bileam og førte ham op paa Baals Høje; og han saa derfra det yderste af Folket.
