Rhaengsae 3
1 Kai tah a thinpom caitueng dongkah phacipphabaem aka hmu hlang ni.
Jeg er den, der saa nød ved hans vredes ris,
2 Kai te m'hmaithawn tih hmaisuep ah n'caeh sak vaengah vangnah om pawh.
mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
3 Kai taengah a tloeng tangloeng tih khohnin yung ah a kut a hluem.
ja, Haanden vender han mod mig Dagen lang.
4 Ka vin neh ka saa a hmawn sak tih ka rhuh a paep sak.
Mit Kød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
5 Kai he rhahalung n'suem thil tih sue neh bongboepnah te m'ven thil.
han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
6 Ka khosak he khosuen kah aka duek bangla khohmuep ah ka om.
lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
7 Kai taengah khoep a biing tih ka rhohum loh n'nan he ka loeih pawh.
Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
8 Ka khue tih ka pang vaengah pataeng ka thangthuinah te a toeng.
Om jeg end raaber og skriger, min Bøn er stængt ude.
9 Lungrhaih neh ka longpuei a biing tih ka hawn a paihaeh sak.
Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne krøge.
10 Kai taengah tah vom neh sathueng pataeng a huephael kah sathueng bangla amah rhongngol coeng.
Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
11 Ka longpuei ah m'phaelh sak tih kai n'soek dongah kai aka pong la n'khueh.
han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
12 A lii a phuk tih thaltang ham kutnoek la kai n'tai.
han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
13 Anih kah liva ca loh ka kuel khuila pawlh.
Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne paa mig;
14 Ka pilnam pum kah nueihbu neh khohnin yung ah amih kah rhotoeng la ka poeh.
hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
15 Ankhaa te kai ng'kum sak tih pantong neh kai m'hmilhmal sak.
med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
16 Ka no he lungcang neh a mawth tih hmaiphu khuiah kai m'vuei.
Mine Tænder lod han bide i Flint, han traadte mig i Støvet;
17 Ka hinglu he ngaimongnah lamloh a hlahpham tih a then khaw ka hnilh.
han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
18 Te dongah kai kah hmailong neh BOEIPA lamkah ka ngaiuepnah khaw paltham coeng ka ti.
og sagde: »Min Livskraft, mit Haab til HERREN er ude.«
19 Kai kah phaiphabaem neh ka airhoeng khaw, ka pantong neh ka anrhat khaw poek lah.
At mindes min Vaande og Flakken er Malurt og Galde;
20 A poek a poek vaengah ka khuikah ka hinglu tah tlayae la tlayae coeng.
min Sjæl, den mindes det grant, den grubler betynget.
21 He he ka ngaiuep dongah ni ka lungbuei he ka mael puei.
Det lægger jeg mig paa Sinde, derfor vil jeg haabe:
22 BOEIPA kah sitlohnah tah bawt pawt tih a haidamnah khaw muei pawh.
HERRENS Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
23 Mincang ah na uepomnah thai khaw ping.
hans Naade er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
24 Ka hinglu loh, “BOEIPA tah ka khoyo ni,” a ti dongah amah te ka ngaiuep van.
Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor haaber jeg paa ham.
25 BOEIPA tah amah aka lamtawn ham neh amah aka toem hinglu ham a then pah.
Dem, der bier paa HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
26 BOEIPA kah loeihnah dongah tah rhingoel ngolsut ham khaw then.
det er godt at haabe i Stilhed paa HERRENS Frelse,
27 A camoe vaengah hnamkun a phueih te ni hlang ham khaw then.
godt for en Mand, at han bærer Aag i sin Ungdom.
28 Amah soah a poeh bangla amah bueng khosa saeh lamtah kuemsuem saeh.
Han sidde ensom og tavs, naar han lægger det paa ham;
29 A ka te laipi khuiah vuei saeh lamtah ngaiuepnah a om khaming.
han trykke sin Mund mod Støvet, maaske er der Haab,
30 Amah aka ngawn ham a kam duen pah saeh lamtah kokhahnah neh kum saeh.
række Kind til den, der slaar ham, mættes med Haan.
31 Ka Boeipa loh kumhal duela a hlahpham ngawn moenih.
Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
32 Pae sak bal mai cakhaw a sitlohnah dongkah sitlohnah a khawk vanbangla a haidam bitni.
har han voldt Kvide, saa ynkes han, stor er hans Naade;
33 Hlang ca te a lungbuei a phaep pah tih a pae sak bal moenih.
ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
34 Khohmuen kah thongtla boeih te a kho hmuiah a phop ham,
Naar Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
35 Khohni kah mikhmuh ah hlang kah tiktamnah hnawt ham,
naar Mandens Ret for den Højestes Aasyn bøjes,
36 A tuituknah neh hlang a khun sak ham khaw ka Boeipa loh a hmuh ngaih moenih.
naar en Mand lider Uret i sin Sag — mon Herren ej ser det?
37 Ka Boeipa loh a uen pawt te om ni tila unim aka thui thai.
Hvo taler vel, saa det sker, om ej Herren byder?
38 A thae neh a then khaw Khohni ka lamloh thoeng pawt nim.
Kommer ikke baade ondt og godt fra den Højestes Mund?
39 A tholhnah sokah a tholhnah yuvat ah balae tih tongpa hlang hing loh a kohuet mai eh.
Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
40 Mamih kah longpuei he phuelhthaih tih n'khe phoeiah BOEIPA taengla mael uh sih.
Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
41 Mamih kah thinko neh kut he vaan kah Pathen taengah phuel uh sih.
løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
42 Kaimih kah boekoek neh nang kan koek uh te khodawk nan ngai uh moenih.
vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
43 Thintoek neh na cun uh vaengah kaimih nan hloem tih lungma ti kolla nan ngawn.
men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skaansel,
44 Thangthuinah neh paan ham khaw namah te cingmai neh na cun uh.
hylled dig i Skyer, saa Bønnen ej naaede frem;
45 Kaimih he pilnam lakli ah yun-aek neh kawnhnawt la nan khueh.
til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
46 Ka thunkha boeih loh kaimih taengah a ka a ang uh.
De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
47 Birhihnah neh rhom khaw kaimih taengah omdamnah neh pocinah la thoeng.
Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
48 Ka pilnam nu kah a pocinah dongah ka mik he sokca tui la long.
Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
49 Ka mik loh a hawk vetih a bawtnah om pawt hil kak mahpawh.
Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
50 A dan neh BOEIPA loh vaan lamkah a hmuh duela.
før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
51 Ka khopuei tanu boeih kongah ka mik loh ka hinglu he a poelyoe.
Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
52 Lunglilungla maila kai he ka thunkha rhoek loh vaa bangla m'mae khaw m'mae uh mai.
Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
53 Ka hingnah te tangrhom ah a det uh kai taengah lungto a omtoem thil.
de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
54 Ka lu he tui loh a et vaengah tah n'tuiphih muema ka ti.
Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: »Fortabt!«
55 BOEIPA na ming te tangrhom laedil lamloh kang khue.
Dit Navn paakaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
56 Ka hilhoemnah ham ka pang te hna na buem pawt dongah ka ol na yaak coeng.
du hørte min Røst: »O, gør dig ej døv for mit Skrig!«
57 Namah kang khue khohnin ah na mop tih, “Rhih boeh,” na ti.
Nær var du, den Dag jeg kaldte, du sagde: »Frygt ikke!«
58 Ka hinglu kah tuituknah khaw ka Boeipa loh na rhoe tih ka hingnah na tlan.
Du førte min Sag, o HERRE, genløste mit Liv;
59 BOEIPA aw ka lolhmaihnah na hmuh cakhaw ka laitloeknah dongah n'tang sak lah.
HERRE, du ser, jeg lider Uret, skaf mig min Ret!
60 Kai soah amih kah tawnlohnah boeih neh amih kah kopoek boeih te na hmuh.
Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
61 BOEIPA aw kai soah amih kah kokhahnah neh amih kah kopoek boeih te na yaak coeng.
du hører deres Smædeord, HERRE, deres Rænker imod mig,
62 Khohnin yung ah a phungding ol neh kamah taengah kai m'pai thiluh.
mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
63 A hoepnah neh a painah ah, amih kah hnaelnah ni ka paelki.
Se dem, naar de sidder eller staar, deres Nidvise er jeg.
64 BOEIPA aw, amih kut dongkah khoboe neh a tiing la amih te thuung lah.
Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
65 Amih te lungbuei kotalh la khueh lamtah na tapvoepnah te amih soah thoeng sak.
gør deres Hjerte forhærdet — din Forbandelse over dem! —
66 BOEIPA aw thintoek te na hloem dongah ni amih te vaan hmui lamloh na mitmoeng sak.
forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
