Joba 19
1 Job loh a doo tih,
Men Job svarede og sagde:
2 Me hil nim ka hinglu na pae sak vetih ol neh kai nan phop uh ve?
Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
3 Voei rha ka hmai na thae sak uh coeng, kai nan toeh te na yak pawh.
I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
4 Ka taengah ka tholh a rhaeh pueng dongah ka palang tueng pataeng ngawn.
Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
5 Kai soah na pantai mai tih kai kokhahnah bangla kai taengah na tluung tueng pai.
Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
6 Pathen loh kai n'khun sak tih amah kah tluum te ka kaepvai ah a vael.
saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
7 Kuthlahnah te ka doek tih bomah ka bih cakhaw n'doo pawt dongah tiktamnah om pawh.
Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
8 Ka caehlong he a biing tih ka muk tloel. Ka hawn ah a hmuep a khueh.
Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
9 Kai kah thangpomnah te kai dong lamloh a pit tih ka lu dongkah rhuisam khaw a dul.
Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
10 Kai kaepvai lamloh m'palet tih ka pongpa vaengah ka ngaiuepnah he thing bangla a puen.
Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
11 A thintoek he kai taengah a sai vaengah kai he amah taengah a rhal bangla m'moeh.
og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
12 Anih kah caem te rhenten ha pawk uh tih a longpuei te kai m'picai thil uh. Te phoeiah ka dap ah pin rhaeh uh.
Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
13 Ka manuca rhoek kai taeng lamloh lakhla coeng tih ka ming rhoek khaw kai lamloh kholong uh coeng.
Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
14 Ka yoei uh rhoek loh n'toeng uh tih ka ming uh rhoek loh kai n'hnilh uh coeng.
Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
15 Ka im pah neh ka salnu rhoek loh kholong bangla kai m'poek uh. Amih mikhmuh ah kholong hlang la ka om.
De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
16 Ka sal te ka khue dae oei pawh. Anih te ka ka neh ka hloep.
Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
17 Ka mueihla he ka yuu taengah a kholong pah tih ka bungko kah ka ca rhoek taengah khaw rhennah ka bih.
Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
18 Casenca rhoek long pataeng kai he n'hnaep uh tih, ka thoh vaengah kai he n'thui uh coeng.
Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
19 Ka baecenol dongkah hlang boeih loh kai n'tuei uh tih ka lungnah he kamah taengah poehlip uh.
Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
20 Ka vin neh ka saa hil khaw ka rhuh dongla kap tih ka no dongkah nohli neh ka loeih.
Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
21 Ka hui rhoek nangmih loh kai n'rhen uh, kai n'rhen uh. Pathen kut loh kai he m'ben coeng.
Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
22 Balae tih Pathen bangla kai nan hloem uh. Kai saa lamkah khaw na hah uh hae mahpawh.
Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
23 Kai ol a daek uh te unim a paek bal. Cabu dongkah bangla a unim a paek vetih a taem uh ve?
Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
24 Thi cacung neh kawnlawk te lungpang dongah a yoeyah la a dae uh.
ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
25 Kai tah kai aka tlan te hing tih hmailong kah laipi dongah thoo ni tila ka ming.
Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
26 Ka vin hnukah he hluep uh cakhaw, ka saa dongah Pathen ka hmuh bitni.
Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
27 Kai kamah long khaw ka hmuh vetih ka mik long khaw a hmuh pueng ni. Te dongah ka rhang kah ka kuel loh rhalawt te a hue moenih.
hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
28 Ka khuikah ol hnun a hmuh parhi te, “Anih te metlam n'hloem eh?” na ti uh akhaw,
Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
29 nangmih te cunghang hmai ah bakuep uh laeh. Amah dumlai tah dumlai bangla na ming uh hamla cunghang lamlothaesainah kosi om coeng,” a ti.
Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
