Joba 17
1 Ka mueihla he pat tih ka khohnin loh khum coeng, kai hamla coeng tih phuel om coeng.
Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
2 Ka taengah a omsasaipat pai moenih a? Te dongah amih koek ham khaw ka mik ah rhaeh pai saeh.
Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
3 Kai kah rhikhang he namah hamla khueh laeh. Anih te ulong ka kut dongla a khoom eh?
Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
4 Amih kah lungbuei te lungmingnah lamloh na khoem pah coeng. Te dongah na pomsang sak mahpawh.
Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
5 Khoyo la a hui a phoe vaengah a ca rhoek mik tah hma coeng.
Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
6 Kai he pilnam kah a thuidoek la n'khueh tih maelhmai dongkah timthoeihnah la ka om.
Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
7 Ka mik he konoinah neh hmang coeng tih ka pumrho he khokhawn bangla boeih om.
Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
8 Te dongah aka thuem khaw a pong sak tih lailak taengah ommongsitoe a haenghang sak.
For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
9 Tedae aka dueng loh amah longpuei te a tuuk vetih a kut cim khaw a thaa sai ni.
Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
10 Amih te boeih na mael sak uh coeng. Na pawk uh to cakhaw nangmih ah hlangcueih ka hmu mahpawh.
Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
11 Ka khohnin loh thok coeng. Ka thinko kah kohnek la ka poeknah mawth coeng.
Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
12 Khoyin te khothaih la a khueh tih, a hmuep tom te vangnah neh a yoei sak.
De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
14 Vaam taengah, “A pa nang,” ka ti nah tih a rhit taengah, “A nu neh ka ngannu,” ka ti nah coeng.
Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
15 Te dongah menim ka ngaiuepnah tih ka ngaiuepnah he unim aka mae?
Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
