Jame 3
1 Ka manuca rhoek, saya la muep om uh boeh. Laitloeknah tanglue n'dang uh ni tila ming uh.
Mine Brødre! ikke mange af eder bør blive Lærere, saasom I vide, at vi skulle faa en desto tungere Dom.
2 Hlang boeih loh muep m'paloe uh coeng. Khat khat loh olka dongah a tongtah pawt atah, anih tah hlang lungcuei coeng ni. A pum tom khaw a tuem hamla coeng thai ni.
Thi vi støde alle an i mange Ting; dersom nogen ikke støder an i Tale, da er han en fuldkommen Mand, i Stand til ogsaa at holde hele Legemet i Tømme.
3 Marhang ka khuila kamrhui ng'khueh pah daengah ni amih te mamih taengah naem sak eh. Te phoeiah ni a pum tom khaw n'hoihaeng sak pueng.
Men naar vi lægge Bidsler i Hestenes Munde, for at de skulle adlyde os, saa dreje vi ogsaa hele deres Legeme.
4 Sangpho khaw ke, te tluk aih la om tih khohli puei loh a yawn mai. Lawngkaih ca neh a hoihaeng vaengah thathohnah loh a ngaih bangla a dueng sak.
Se, ogsaa Skibene, endskønt de ere saa store og drives af stærke Vinde, drejes med et saare lidet Ror, hvorhen Styrmandens Hu staar.
5 Lai khaw a pumrho a yit la om dae muep hoem van. Hmai pom loh duup puei a dom coeng ke.
Saaledes er ogsaa Tungen et lille Lem og fører store Ord. Se, hvor lille en Ild der stikker saa stor en Skov i Brand!
6 Lai tah hmai ni, boethae kah Diklai ni. Lai tah mamih pumrho lamkah hmoel uh coeng. Te long te pum tom a nook tih, a rhuirhong a yung a pa te a hlup tih hell neh a hoeh. (Geenna g1067)
Og Tungen er en Ild. Som en Verden af Uretfærdighed sidder Tungen iblandt vore Lemmer; den besmitter hele Legemet og sætter Livets Hjul i Brand, selv sat i Brand af Helvede. (Geenna g1067)
7 Satlung neh vaa kah a hui boeih, rhulcai neh tuisu khaw a mong vanbangla hlanghing coengnah te khaw a mong sak.
Thi enhver Natur, baade Dyrs og Fugles, baade Krybdyrs og Havdyrs, tæmmes og er tæmmet af den menneskelige Natur;
8 Tedae lai he hlang kah a mong sak thai koi moenih. Boethae likloek, duek sue hoeng ni.
men Tungen kan intet Menneske tæmme, det ustyrlige Onde, fuld af dødbringende Gift.
9 Te nen te Boeipa neh pa te ng'uem uh tih, te nen Pathen kah suisak la a saii hlang rhoek te thae m'phoei uh.
Med den velsigne vi Herren og Faderen, og med den forbande vi Menneskene, som ere blevne til efter Guds Lighed.
10 Ka amah lamkah yoethennah neh rhunkhuennah khaw thoeng. Ka manuca rhoek, a tueng pawt lam ni a om tangkuet te.
Af den samme Mund udgaar Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre! dette bør ikke være saa.
11 Tuisih te a khui pakhat lamloh a didip neh a thanghap phuet sak pawt maco.
Mon en Kilde udgyder sødt Vand og besk Vand af det samme Væld?
12 Ka manuca rhoek, thaibu loh olive, misur loh thaibu cuen sak thai pawt maco. A al loh tui te didip la a poeh sak moenih.
Mon et Figentræ, mine Brødre! kan give Oliven, eller et Vintræ Figener? Heller ikke kan en salt Kilde give fersk Vand.
13 Nangmih khuiah, aka cueih tih aka thaai te unim? A bisai te omih then neh, cueihnah te muelhtuetnah neh tueng sak saeh.
Er nogen viis og forstandig iblandt eder, da vise han ved god Omgængelse sine Gerninger i viis Sagtmodighed!
14 Na thinko khuiah thatlainah a thanghap neh koevoeinah na khueh uh atah, oltak te na koevoei thil, na laithae uh thil moenih a?
Men have I bitter Avind og Rænkesyge i eders Hjerter, da roser eder ikke og lyver ikke imod Sandheden!
15 Tekah cueihnah tah a so lamkah aka suntla la om pawt tih, diklai rhaithae kah a coengnah ni.
Dette, er ikke den Visdom, som kommer ovenfra, men en jordisk, sjælelig, djævelsk;
16 Thatlainah neh koevoeinah a om nah ah soekloeknah neh hno thae cungkuem om.
thi hvor der er Avind og Rænkesyge, der er Forvirring og al ond Handel.
17 Tedae a so lamkah cueihnah tah lamhma tih cuem, te dongah ngaimong la, kodo la, mongkawt la om. Rhennah thaih then neh baetawt tih hmantang ah tangyah pawh.
Men Visdommen herovenfra er først ren, dernæst fredsommelig, mild, føjelig, fuld af Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk, uden Skrømt.
18 Duengnah kah a thaih tah rhoepnah neh aka tuh long ni rhoepnah a saii.
Men Retfærdigheds Frugt saaes i Fred for dem, som stifte Fred.
