Isaiah 10
1 Anunae boethae oltlueh a tarhit tih, a daek khaw thakthaenah ni a daek uh.
Ve dem, der giver Ulykkeslove og ivrigt fører Uret til Bogs
2 tattloel kah dumlai te aka phaelh sak ham neh ka pilnam mangdaeng kah laitloeknah aka rhawth la om. Te dongah nuhmai te a kutbuem la a poeh sak tih cadah te a poelyoe uh.
for at trænge de ringe fra Retten og røve de armes Ret i mit Folk, at Enker kan blive deres Bytte og faderløse kan plyndres.
3 Cawhtnah tue vaengah balae na saii vetih khohla bangsang lamkah khohli rhamrhael ha pawk vaengah u taengah lae na rhaelrham eh? Bomnah ham neh na thangpomnah te melam na hnoo eh?
Hvad gør I på Straffens Dag, når Undergang kommer fra det fjerne? Til hvem vil I ty om Hjælp, hvor gemmer I da eders Rigdom?
4 Hlongkhoh lakli ah a koisu vetih a ngawn yueng la a cungku sak ham phoeiah a tloe om pawh. Te boeih nen khaw a thintoek mael pawt tih a kut a thueng pueng.
Enten må I knæle blandt Fanger, eller også falde på Valen! Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.
5 Anunae Assyria aih, ka thintoek caitueng neh a kut dongkah a conghol khaw kai kah kosi lamni a om.
Ve Assur, min Harmes Kæp, min Vrede er Stokken i hans Hånd.
6 Anih te namtom lailak taengah, ka thinpom te pilnam taengah ka tueih. Kutbuem buem ham neh maeh poelyoe ham khaw anih tih ka uen coeng. Te dongah anih te a dueh a dueh tih vongvoel kah dikpo bangla cawtkoi la om ni.
Jeg sender ham mod et vanhelligt Folk, opbyder ham mod min Vredes, Folk til at gøre Bytte og røve og trampe det ned som Skarn på Gaden.
7 Tedae a lutlat toengloeng moenih a he, a thinko loh a moeh te khaw a thinko neh mitmoeng sak ham moenih a? Te dongah namtom a phit ham te a yolkai mai moenih.
Men han, han mener det ej så, hans Hjerte tænker ej så. Nej, at ødelægge, det er hans Attrå, at udrydde Folk, ikke få.
8 Ka mangpa ke manghai boeiloeih moenih a?
Thi han siger: "Er ej mine Høvedsmænd Konger til Hobe?
9 Kalneh Karkhemish bang moenih a? Khamath Arpad bang moenih a? Samaria Damasku bang moenih a?
Gik det ej Kalno som Karkemisj, mon ikke Hamat som Arpad, Samaria som Damaskus?
10 Jerusalem lakah khaw, Samaria lakah ah khaw ka loh kut amih kah mueirhol neh mueidaep ram te a puei vanbangla,
Som min Hånd fandt hen til Afgudernes Riger, der dog havde flere Gudebilleder end Jerusalem og Samaria
11 Samaria neh anih kah mueirhol taengah khaw ka saii van mahpawt a? Te dongah Jerusalem neh anih kah mueirhol taengah khaw ka saii van ni.
mon jeg da ikke skal handle med Jerusalem og dets Gudebilleder, som jeg handlede med Samaria og dets Afguder?"
12 Tedae Zion tlang neh Jerusalem taengkah a bibi boeih te Boeipa loh mueluem a khueh vaengah tah Assyria manghai kah thinko mamlal thaih te khaw, a mik dongkah buhuengpomnah boeimang te khaw ka cawh ni.
Men når Herren fuldbyrder alt sit Værk på Zions Bjerg og i Jerusalem, vil jeg hjemsøge Assyrerkongens Hjertes Hovmodsfrugt og hans Øjnes trodsige Pral,
13 Ka kut dongkah thadueng neh ka saii coeng tih ka cueihnah neh ka yakming dongah pilnam kah rhilung khaw ka thoeih coeng. A coekcoe la khohrhang rheth pah tih a lueng la kho aka sa te ka suntlak sak coeng.
fordi han siger: "Med min, stærke Hånd greb jeg ind, med min Visdom, thi jeg er klog. Jeg flyttede Folkeslags Grænser og rev deres Skatte til mig, stødte Folk fra Tronen i Almagt;
14 Pilnam kah thadueng te ka kut dongkah vaa bu bangla a hmuh tih, diklai pum kah a hnoo vaa duei a coi bangla kamah loh ka coi. Te vaengah a phae aka khong neh a ka aka ang tih aka cip om pawh,” a ti.
min Hånd fandt til Folkenes Rigdom som hen til en Fuglerede; som man sanker forladte Æg, har jeg sanket den vide Jord, og ingen rørte en Vinge, åbnede Næbbet og peb."
15 Hai loh amah neh aka daeh soah kohang uh vetih, hlawh loh amah aka pom te thangpom thil saeh a? Conghol loh amah aka thueng te thing pawt mai akhaw conghol bangla thueng saeh a?
Mon Øksen bryster sig mod den, som hugger, gør Saven sig til mod den, som saver? Som om Kæppen kan svinge den, der løfter den, Stokken løfte, hvad ikke er Træ!
16 Te dongah caempuei Boeipa Yahovah loh a putsut te pawtrhawt la, a thangpomnah khaw hmaisai bangla a rhong pah ni.
Derfor sender Herren Hærskarers HERRE, Svindsot i hans Fedme, og under hans Herlighed luer en Lue som luende Ild;
17 Israel kah vangnah te hmai la, amah kah a cimcaih te hmaisai la poeh ni. Te vaengah a hling neh a lota te a dom vetih hnin at dongah a tlum sak ni.
Israels Lys bliver til Ild og dets Hellige til en Flamme, og den brænder og fortærer hans Tidsel og Torn på een Dag;
18 A duup kah a thangpomnah khaw, a hinglu lamkah a cangthai khaw pumsa duela a thok sak ni. Te vaengah aka ngoi loh a paci bangla anih te om ni.
hans Skovs og Frugthaves Herlighed skal den rydde Rub og Stub, og han bliver som en syg, der hentæres.
19 A duup kah thing aka sueng te a yol tah camoe kah a tae la om rhung ni.
De Træer, som levnes i hans Skov, bliver det let at tælle; et Barn kan skrive dem op.
20 Te khohnin a pha vaengah Israel aka sueng khaw thap voel pawt vetih Jakob imkhui kah aka rhalyong long khaw amah aka ngawn soah hangdang voel mahpawh. Tedae Israel kah BOEIPA cim dongah ni oltak la a hangdang eh.
På hin Dag skal Israels Rest og det, som undslipper af Jakobs Hus, ikke mere støtte sig til den, der slår det, men til HERREN, Israels Hellige, i Sandhed.
21 Aka sueng la, Jakob ko kah aka sueng te tah hlangrhalh Pathen taengla mael ni.
En Rest skal omvende sig, Jakobs Rest, til den vældige Gud.
22 Na pilnam Israel he tuipuei laivin bangla aka sueng om cakhaw khahoeinah a hlavawt tih duengnah loh a yo hlang tah mael ni.
Thi var end dit Folk som Sandet ved Havet, Israel, kun en Rest deraf skal omvende sig. Ødelæggelse er fastslået, og med Retfærdighed vælter den frem;
23 A boeihnah dongah caempuei, ka Boeipa Yahovah aka hlavawt tah diklai pum kah a laklung ah a saii van ni.
thi Ødelæggelse og fastslået Råd fuldbyrder Herren, Hærskarers HERRE, over al Jorden.
24 Te dongah Boeipa caempuei Yahovah loh, “Zion kah khosa ka pilnam loh Egypt khoboe bangla cungcik neh nang aka taam tih a conghol neh nang aka vuek Assyria te rhih boeh.
Derfor, så siger Herren, Hærskarers HERRE: Frygt ikke, mit Folk, som bor i Zion, for Assyrien, når det slår dig med Kæppen og løfter sin Stok imod dig som fordum Ægypten!
25 Tedae kolkalh rhuet ah ka kosi neh ka thintoek loh a khah vetih amamih kah tlumhmawnnah la om bitni.
Thi end om en føje Stund er Vreden ovre, og min Harme vender sig til deres Fordærv.
26 Oreb lungpang kah Midian te rhuihet neh a hmasoe sak bangla, caempuei BOEIPA loh anih te a haenghang thil ni. Te vaengah Egypt khoboe bangla a conghol te tuipuei soah a thueng bal ni.
Så svinger Hærskarers HERRE Svøben imod det, som da Midjan blev slået ved Orebs Klippe; hans Stok er udrakt imod Havet, og han løfter den som fordum mod Ægypten.
27 Te khohnin a pha vaengah na laengpang dongkah a hnorhih neh na rhawn dongkah a hnamkun han sawn vetih hnamkun te situi loh a pat sak ni.
På hin Dag tager han Byrden af din Skulder og Åget af din Nakke, ja, Åget brister for Fedme.
28 Anih Ai la pawk tih Migron te a poeng tih Mikmash ah amah kah hnopai te a hal.
Han rykker mod Ajjat, drager uden om Migron, i Mikmas lader han Trosset blive;
29 Lamkai a paan uh vaengah mamih kah rhaehim Geba tah lakueng coeng. Saul kah Gibeah Ramah khaw rhaelrham coeng.
de går over Passet: "I Geba holder vi Natterast!" Rama ryster, Sauls Gibea flyr.
30 Gallim nu loh na ol hlampan saeh, Anathoth mangdaeng te Laish loh hnatung saeh.
Skrig højt, Gallims Datter! Lyt til, Lajsja! Stem i, Anatot!
31 Madmenah khaw yong coeng, Gebim khosa rhoek khaw bakuep coeng.
Madmena flyr, Gebims Folk bjærger deres Gods.
32 Nob ah hnin at duem hamla Zion nu kah tlang neh Jerusalem som ah a kut a thueng ni.
Endnu i Dag står han i Nob; han svinger Hånden mod Zions Datters Bjerg, Jerusalems Høj -
33 Caempuei Boeipa Yahovah loh a rhimom neh thingsam te a doi tih a sang la aka pomsang te khaw a vung coeng dongah aka sang rhoek tah kunyun uh ni.
Se, Herren, Hærskarers HERRE, afhugger hans Grene med Gru; de knejsende Stammer fældes, de stolte Træer må segne.
34 Duup khocak te thi neh a hum vetih Lebanon kah aka khuet te khaw cungku ni.
Med Jernet gør han lyst i Skovens Tykning, og Libanon falder for den Herlige.
