Solomon Laa 2
1 Kai tah Sharon rhaimoei neh tuikol kah tuilipai ni.
Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje.
2 Mutlo hling puem kah tuilipai bangla tanu lakli tah kamah cangyaeh van pawn ni.
Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.
3 Duup thing lakli thaihthawn kah bangla tongpa lakli ah tah kamah hlo van pawn ni. A hlipkhup ah ka naep tih ka ngol vaengah a thaih khaw ka dang dongah didip mai.
Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.
4 Misur im la kai n'khuen tih kai soah amah kah lungnah hnitai a hlaek.
Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.
5 Ka lungnah he a tloh dongah yukhap neh kai n'duel tih thaihthawn neh kai n'caih sak.
Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed.
6 A banvoei kut te ka lu hmui la a tloeng tih a bantang kut loh kai n'kop.
Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.
7 Jerusalem nu rhoek nang te kan caeng coeng. Kohong kah sakhi rhuinu long khaw sayuk long khaw n'haeng boel saeh. Lungnah loh a ngaih duela haenghang boeh.
Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!
8 Kai hlo ol tah tlang dong a poe, mol dong a buem tih ha pawk coeng he.
Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.
9 Kamah hlo tah kirhang neh rhangrhaeh ca aka puet ni. Mah kah thoh hlip ah pai he ne, bangbuet lamloh m'hmaitang tih thohhuel lamloh khooi.
Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu staar han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.
10 Kamah hlo loh n'doo tih kai taengah, “Ka sakthen neh ka cangyaeh nang te thoo laeh, nang mah halo laeh,” a ti.
Min Ven stemmer i og siger saa til mig: Staa op, min Veninde, du fagre, kom!
11 Sikding, sikding a poeng atah khonal mael tih amah la cet coeng he.
Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,
12 Diklai ah rhaipai phoe tih laa sak tue pai. Mah khohmuen ah vahu ol n'yaak coeng.
Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land;
13 Thaibu a haengkang te hminkhah coeng tih, misur thaihmoe loh hmuehmuei a yal coeng. Thoo laeh oe, ka sakthen neh ka cangyaeh nang te lo dae lamtah namah mah lo laeh.
Figentræets Smaafrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Staa op, min Veninde, du fagre, kom,
14 Ka vahui aw, thaelpang thaelrhaep ah khaw, longpoeng huephael ah khaw na mueimae te kai n'tueng lah. Na ol te tui tih na mueimae a rhoeprhui dongah na ol te ka yaak lah mako.
min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.
15 Mah misurdum tah a thaihmoe dongah misurdum aka phae maetang, maetang ca rhoek te mah hamla tu sih.
Fang os de Ræve, de Ræve smaa, som hærger Vinen, vor blomstrende Vin!
16 Kamah hlo tah kamah ham saeh lamtah kai khaw anih hamla tuilipai lakli ah ka luem.
Min Ven er min, og jeg er hans, som vogter blandt Liljer;
17 Khothaih thoeng tih khokhawn a rhaelrham hil khaw mael laeh. Kai hlo nang loh tlang naeng kah kirhang neh rhangrhaeh ca khaw puet lah.
til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Gazellen, som den unge Hjort paa duftende Bjerge!
