Tingtoeng 91
1 Khohni kah a huephael ah kho aka sa tah Tlungthang hlip ah rhaehrhong van ni.
Den, der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge,
2 BOEIPA te, “Ka hlipyingnah neh ka rhalvong,” ka ti eh. Ka Pathen amah dongah ka pangtung eh.
siger til HERREN: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, paa hvem jeg stoler.
3 Sayuep kah pael neh talnah duektahaw khui lamkah nang te amah loh n'huul ni.
Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende Pest;
4 A phaemul neh nang n'dah vaengah a phae hmuikah oltak photlinglen neh caempho khuiah na ying ni.
han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge.
5 Khoyin kah birhihnah khaw, khothaih kah aka thui thaltang te khaw,
Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen, der flyver om Dagen,
6 Khohmuep ah aka pongpa duektahaw khaw, khothun ah aka rhoelrhak sak lucik khaw rhih boeh.
ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot.
7 Na kaep ah thawngkhat, na bantang ah thawngrha cungku mai cakhaw nang taengla ha thoeih mahpawh.
Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Haand, til dig naar det ikke hen;
8 Na mik neh dawk na paelki vaengah halang rhoek kah a phainah te na hmu ni.
du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf;
9 Namah loh, “BOEIPA tah ka hlipyingnah koinih, “na ti tih Khohni te na khuirhung la na khueh coeng.
(thi du, HERRE, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig.
10 Yoethae te nang taengla cuhu pawt vetih tlohtat loh na dap taengla ha moe mahpawh.
Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær;
11 Na longpuei boeih ah nang aka dawn ham a puencawn rhoek te a uen ni.
thi han byder sine Engle at vogte dig paa alle dine Veje;
12 A kut neh nang n'dom uh bitni, lungto dongah na kho na khuek ve.
de skal bære dig paa deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten;
13 Sathuengc a neh minta soah na cangdoek vetih, sathuengca neh tuihnam khaw na taelh ni.
du skal træde paa Slanger og Øgler, trampe paa Løver og Drager.
14 Kai taengah a ven uh dongah, anih te ka hlawt van ni. Ka ming a ming dongah, anih te ka hoeptlang ni.
»Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn;
15 Kai n'khue vaengah anih te a taengah ka doo ni. Kai loh citcai khuiah khaw anih te ka pumcum sak vetih, amah ka thangpom ni.
kalder han paa mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære;
16 Anih khohnin sen neh ka kodam sak vetih, kamah kah khangnah te ka hmuh sak ni.
med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!«
