Tingtoeng 142

1 [David kah Hlohlai, lungko khuila a om vaengkah Thangthuinah]. BOEIPA taengla ka ol neh ka pang tih BOEIPA taengah ka ol neh n'rhen lah ka ti.

(En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

2 A mikhmuh ah ka kohuetnah ka kingling tih ka citcai khaw a mikhmuh ah ka phoe.

udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

3 Ka khuikah ka mueihla rhae tih ka pongpa nah caehlong ah kai ham pael tung cakhaw ka hawn he na ming.

Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

4 Bantang la paelki lamtah kai ham ka hmat hlang om pawh tila hmu van lah. Kai ham tah thuhaelnah khaw bing coeng tih ka hinglu aka toem khaw om pawh.

Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

5 BOEIPA taengah ka pang tih, “Namah he mulhing khohmuen ah ka hlipyingnah neh ka khoyo coeng,” ni ka ti.

HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

6 Mat ka tlayae coeng dongah ka tamlung taengla hnatung lah. Kai lakah aka tlung tih kai aka hloem rhoek taeng lamloh kai n'huul lah.

Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

7 Kai hinglu he rhomhmop lamloh coe sak lamtah na ming te uem saeh. Kai he nan thuung ham coeng dongah aka dueng rhoek tah kamah taengah a bulbo uh ni.

udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.